Diversitet og inklusion er i høj kurs blandt unge på det danske arbejdsmarked, viser ny undersøgelse fra Tænketanken EQUALIS og Industriens Fond.
Vi har forskellige preferencer til vores job og vores arbejdsplads, alt efter hvilken generation vi tilhører. Den ældre generation søger typisk noget andet end de yngre – og netop de yngre vægter den sociale bæredygtighed meget højt, når de søger arbejde.
Ifølge en ny undersøgelse lavet af Tænketanken EQUALIS, svarer 57 procent af de adspurgte, at det i høj eller nogen grad har betydning for dem, at deres arbejdsplads arbejder aktivt med at sikre mangfoldighed, repræsentation og et inkluderende arbejdsmiljø.
”Rigtig mange unge forventer fokus på diversitet, ligestilling og inklusion, når de går på arbejde. Det stiller krav til arbejdsgiverne, der er nødt til at give social bæredygtighed et konkret og kontinuerligt fokus, hvis de vil rekruttere og fastholde unge talenter”, siger adm. direktør i Tænketanken EQUALIS, Gine Maltha Kampmann.
Tre ud af fire unge opfatter fleksibilitet som en del af at være en inkluderende arbejdsplads, imens næsten 9 ud af 10 angiver, at det er vigtigt for dem, at deres leder giver dem ansvar og frihed til at løse deres opgaver på den måde, de unge finder bedst.
”Unge vil gerne høres og tages med på råd. Men de giver samtidig udtryk for et behov for klare rammer, personlig vejledning og en gensidig forventningsafstemning mellem dem og deres leder. Det er et paradoks, der kræver meget af arbejdsgivere”, siger Gine Maltha Kampmann og understreger, at det derfor er vigtigt, at arbejdspladserne får konkret viden om, hvordan de pragmatisk – og helt lavpraktisk – kan gå til opgaven.
Ud over at tage pulsen på de unges oplevelser rummer undersøgelsen også svar fra 1.002 ledere med personaleansvar i den private sektor. Her giver 58 procent udtryk for, at de aktivt arbejder med diversitet og inklusion på deres arbejdsplads.
Men når det kommer til konkrete tiltag, står det mindre klart: Hele 37 procent af lederne erkender, at de faktisk ikke har nogen specifikke initiativer i gang for at styrke mangfoldigheden og den inkluderende kultur.
48 procent af de adspurgte unge angiver, at ældre kollegaers sprogbrug kan give anledning til ubehag eller konflikt i professionelle/faglige sammenhænge.