Det danske startup, Wardn, er grundlagt af erfarne kræfter inden for legal tech, og har lanceret et AI-værktøj designet til at hjælpe små virksomheder med at overholde de kommende ESG-regler.
ESG-rapportering er kommet buldrende ind i danske virksomheder de seneste år, og denne rapportering er for mange en omfattende arbejdsbyrde.
Det har man fået øjnene op for hos det nye danske Startup, Wardn, der hjælper SMV’er med at navigere og rapportere inden for ESG-området. Med AI vil de gøre ESG-rapportering overkommelig og brugervenlig, så SMV’er kan tage skridtene mod en grønnere og mere ansvarlig fremtid.
Ifølge CEO, Anders Spile Christensen, får mange virksomheder i dag et chok, når det går op på dem, hvor omfattende ESG-rapporteringen bliver.
“Afhængig af selskabets aktivitet kan det være flere hundrede datapunkter, der skal indsamles til en ESG-rapport. Til sammenligning er der som regel mellem 30 og 40 finansielle nøgletal i en årsrapport, så det er virkelig et monster for nogle af selskaber,” siger han.
De 99 procent
Fra 1. januar 2025 skal over 50.000 virksomheder rapportere om deres ESG-nøgletal, og antallet vil stige til 1,6 millioner over de næste fem år. De nye krav inkluderer detaljerede rapporteringsstandarder og indsamling af data fra leverandører, store som små.
Problemet for mange SMVer er, at de ikke har kapacitet til at ansætte de ESG-eksperter, man de senere år har ansat i mange af landets større virksomheder. Det kan for SMV’erne vise sig at blive særligt problematisk, da ESG ifølge både SMVdanmark og Dansk Industri forventes at blive langt mere administrativt byrdefuldt end GDPR, hvilket skaber store udfordringer for små virksomheder.
Ifølge Wardn udgør SMV’er over 99 procent af de registrerede selskaber i Danmark, men lovgivningen er ikke tilpasset deres behov. Alligevel forventes de 21 millioner SMV’er i Europa at skulle rapportere om bæredygtighed, da større kunder og samarbejdspartnere vil kræve dokumentation for at kunne indgå i deres værdikæder.
“De eneste muligheder disse selskaber har for at starte deres bæredygtighedsrejse, er at brænde hele deres budget af på en PDF-rapport fra et konsulenthus. Vi har derfor skabt Wardn for, at det skal være simpelt og nemt at komme i gang, så man kan bruge sine penge og tid på at forbedre sit selskab, og ikke på at konsulenter skal lave power points,” siger Anders Spile.