Svenske Treyd, som betaler leverandører up front på vegne af danske detailhandlere, har sikret en kapitaludvidelse på 83 millioner kroner. Midlerne skal bruges til at udfordre normen for finansiering af varekøb i det danske SMV-segment.
Den Stockholm-baserede fintech-virksomhed Treyd, som tilbyder danske detailhandlere i eksempelvis elektronik- og modebranchen at betale leverandører up front, har netop landet en kapitaludvidelse på 83 millioner kroner.
Treyd har genne de seneste 10 måneder søgt at etablere sig i Danmark, og har i denne tid finansieret vareindkøb for danske detailvirksomheder med 50 millioner kroner. Selskabets udestående finansiering vokser med 16 procent hver måned.
“Den store kapitaltilførsel giver os en unik mulighed for at udfordre og redefinere normen for detailhandlens finansiering af varekøb. Især mange virksomheder i SMV-segmentet er voldsomt presset på egenkapitalen, og det kan eksempelvis være svært for en modeshop at rejse penge til vareindkøb, hvis man ønsker at udvide sortimentet og dermed vækste forretningen med nye produkttyper. Den stopklods vil vi rydde af vejen for detail-Danmark,” siger Peter Beckman, der er CEO i Treyd.
Han mener, at både Treyds indtog i Danmark og denne kapitalindsprøjtning har vist sig begge at være godt timede, da mange danske virskomheder netop nu ser langt mere positivt på alternativ finansiering af varekøb.
“Hvor det før i tiden var virksomheder med store økonomiske problemer, der benyttede sig af alternativ finansiering, er det i dag langt mere legalt og normalt for en virksomhed med en stærk økonomi at benytte sig af en løsning, hvor leverandøren først betales efter salget, er sket,” siger Peter Beckman.