Ken Wesnæs, idémand og grundlægger af CO₂-lagringsselskabet CarbonCuts, har besluttet at træde tilbage fra sin stilling som CEO.
Efter flere års rejse fra idé til ambitiøst klimaprospekt har CarbonCuts’ stifter og CEO Ken Wesnæs besluttet at trække sig. Over efteråret vil han gradvist overdrage roret, og fra august overtager bestyrelsesmedlem Maj Wendorff posten som midlertidig direktør, indtil en permanent afløser er fundet.
CarbonCuts fik i juni 2024 tildelt licens til at undersøge muligheden for at etablere et landbaseret CO₂-lager på Sydlolland. Siden da har virksomheden gennemført første fase af efterforskningen – herunder Danmarks største 3D-seismiske undersøgelse og genåbningen af en brønd fra 1950’erne. I dag tæller CarbonCuts 25 medarbejdere og har sat sig markant på det danske CO₂-landkort.
”CarbonCuts og Projekt Ruby er nået et sted og en størrelse, hvor jeg mener, det er det rigtige tidspunkt at give stafetten videre, og jeg er stolt over, hvor langt vi er nået på virkelig kort tid,” siger han.
Ifølge en pressemeddelelse bakker bestyrelsen bakker fuldt op om Ken Wesnæs’ beslutning – og har bedt bestyrelsesmedlem Maj Wendorff om at træde ind som interim direktør.
”Jeg har stor respekt for Kens beslutning om at træde tilbage. Han er en meget vellidt leder, som visionært har drevet CarbonCuts frem til en position som ledende pioner inden for CCS. Det er beundringsværdigt,” siger Maj Wendorff.

