Det danske bureaukrati er en evig klods om benet på mange danske virksomheder, og det skyldes ikke mindst polikernes iver efter at over-implementere lovgivningen, mener TEKNIQs administrerende direktør, Troels Blicher Danielsen.
Når der lovgives i EU, og disse love skal implementeres i Danmark, har vores folkevalgt en alt for stor tendens til at lægge endnu mere lovgivningen oven på den, der er blevet bestemt.
Det fører til overimplementering, hvis man spørger TEKNIQs administrerende direktør, Troels Blicher Danielsen, og det koster de danske virksomheder dyrt i både tid og penge.
“Der er en mindre og mindre forståelse i mange ministerier for, hvordan man driver en virksomhed. De fleste virksomheder er drevet af folk, der er gode til at drive virksomhed, ikke til at lave papirarbejde,” siger Troels Blicher Danielsen i en artikel på Berlingske.
Regelkaos for milliarder
Han er langt fra den eneste, der i disse dage kritiserer det danske bureaukrati, som fortsat vokser år for år, trods gentagne politiske løfter om det modsatte.
En af dem, der også har advaret mod udviklingen, er Freja Brandhøj, chef for iværksætteripolitik i Dansk Erhverv, der i en klumme på i sidste uge Marketconnect skrev;
“Vi skal ikke blot reducere byrderne, men også sikre, at ny regulering fra både EU og Danmark bliver mere fleksibel og smidig. Vi skal opbygge et system, hvor virksomhedernes tid og ressourcer bruges på det, der skaber værdi – ikke på papirarbejde.”
Fokus på at lade virksomheder bruge deres tid på kerneopgaver er netop kernen i Troels Blicher Danielsens opråb i Berlingske. Han påpeger, at ministre ifølge ham mangler forståelse for erhvervslivets behov og samtidig efterlyser en begrænsning af muligheden for at overimplementere EU-regler.
“Linjen bør være, at politikerne ikke kan lægge flere regler oven på det, som EU beder os om. Det bør slet ikke være muligt,” siger han.
Freja Brandhøj understreger, at der er brug for et opgør med det, hun kalder “regelkaos,” som hun mener påfører erhvervslivet betydelige omkostninger.
“Administrative byrder koster danske virksomheder 36 mia. kr. om året – og alene de seneste to år er omkostningerne ved byrderne steget med 6 mia. kr. Det er ikke holdbart. I Dansk Erhverv har vi længe advaret om, at prisen for ellers velment regulering og godkendelsesprocedurer i EU er blevet for høj i form af alvorlige væksthæmmere og benspænd for de europæiske virksomheder.”