2025 skal være året, hvor Danmark og Europa for alvor sætter turbo på vækst og konkurrenceevne. Hos Dansk Erhverv ser vi det ikke blot som et ønske – det er en absolut nødvendighed, hvis vi skal sikre fremtidens velfærd og arbejdspladser, skriver Freja Brandhøj, chef for iværksætteripolitik i Dansk Erhverv.
Med Danmarks overtagelse af EU-formandskabet den 1. juli 2025 får vi en historisk mulighed for at sætte kursen for hele Europa. Det kræver mod, handlekraft og evnen til at tage svære beslutninger. Udfordringen er klar.
Som statsministeren bemærkede i sin nytårstale: ”Man siger, at USA innoverer. Kina kopierer. Og EU regulerer.”
Vi kan ikke undvære en vis grad af regulering, men overregulering og administrative byrder kvæler innovation og skaber barrierer for vækst. Hvis vi ikke reducerer byrderne for erhvervslivet, risikerer vi, at Europa sakker bagud, mens USA og Kina fortsætter med at accelerere. Derfor er det afgørende, at Danmark bruger EU-formandskabet til at skubbe på for reformer, der kan styrke EU’s konkurrenceevne.
Regelkaos koster vækst og arbejdspladser
Administrative byrder koster danske virksomheder 36 mia. kr. om året – og alene de seneste to år er omkostningerne ved byrderne steget med 6 mia. kr. Det er ikke holdbart.
I Dansk Erhverv har vi længe advaret om, at prisen for ellers velment regulering og godkendelsesprocedurer i EU er blevet for høj i form af alvorlige væksthæmmere og benspænd for de europæiske virksomheder.
Derfor skal vi have et grundigt eftersyn af, om formålet med EU’s lovgivning står mål med de byrder, som virksomhederne er blevet pålagt gennem de seneste mange år.
Vi skal ikke blot reducere byrderne, men også sikre, at ny regulering fra både EU og Danmark bliver mere fleksibel og smidig. Vi skal opbygge et system, hvor virksomhedernes tid og ressourcer bruges på det, der skaber værdi – ikke på papirarbejde.
Dyrk Danmarks styrkepositioner
Danmark har allerede flere styrkepositioner, der kan give os et globalt forspring. Vi er verdensførende inden for grøn teknologi, life science og digitale løsninger – men vi kan ikke tage denne position for givet.
For at fastholde og udbygge vores styrkepositioner skal vi investere i forskning, udvikling og eksportmuligheder og samtidig gøre det lettere for iværksættere at få adgang til kapital og talent.
Ved at fokusere på de områder, hvor vi allerede er stærke, kan vi sikre, at Danmark fortsat er en attraktiv base for innovation og vækst.
Den store politiske test i 2025
Danmarks fremtidige økonomi og iværksætteri afhænger af vores evne til at handle hurtigt og visionært. Det gælder ikke kun inden for grøn omstilling, men også digitalisering og skabelsen af fremtidens arbejdspladser.
EU’s indre marked skal styrkes, eksporten øges, og danske iværksættere skal have lettere adgang til finansiering og internationale samarbejdsmuligheder. Hvis vi griber mulighederne rigtigt an, kan vi fastholde vores position som en af verdens mest innovative økonomier. Men hvis vi fejler – hvis vi tillader, at regelbyrder og politisk fodslæben står i vejen – risikerer vi at blive efterladt, mens resten af verden rykker fremad.
Vi skal gribe ansvaret i 2025 for iværksætteriets skyld, for vækstens skyld, og dermed for Danmarks fremtids skyld.
For som statsministeren sagde i sin nytårstale, skal vi være verdens bedste land at være menneske i – og pengene til netop det starter med, at vi bliver verdens bedste land at drive virksomhed i.
Freja Brandhøj er chef for iværksætteripolitik i Dansk Erhverv.