En ny europæisk undersøgelse viser, at danske virksomheder fortsat udviser økonomisk optimisme, når det gælder forventningerne til 2025. Det til trods for at verden omkring præges af usikre udsigter.
Verden er i midt i stærkt uforudsigelig tid, hvor toldkrige, geopolitiske spændinger og meget andet sætter dagsordenen.
På sin vis er der nok at være pessimistisk omkring, men spørger man finansdirektørerne i små, mellemstore og store virksomheder er der også god grund til at have de optimistiske briller. Det viser en ny undersøgelse fra den danske fintech-virksomhed Pleo har fået foretaget af Saipo Research blandt 3.250 europæiske finansielle beslutningstagere, heriblandt 250 danske respondenter.
Heri fortæller hele 73 procent af de danske finansdirektører, at de er positive og optimistiske, når det kommer til virksomhedernes udvikling i det kommende år. Dermed topper de listen over de europæiske lande. Det skyldes ikke mindst nye teknologier såsom kunstig intelligens.
”Trods en ustadig geopolitisk situation er det først og fremmest opløftende at se den økonomiske tiltro blandt danske virksomheder stige. Jeg er også begejstret over, hvordan flere og flere virksomheder nu tydeligvis omfavner kunstig intelligens og den måde, teknologien vil lette deres arbejde på og bistå dem i at indfri deres forretningsmål – især for finansafdelingerne. Det er en spændende og positiv udvikling, vi ser frem til at følge,” siger Søren Lonning, CFO hos Pleo.
Manglende overblik
Selvom økonomisk optimisme og troen på kunstig intelligens er stærkt voksende i Danmark, peger rapporten også på bekymrende tendenser blandt virksomhederne – især de små og mellemstore.
Hele 44 procent af finansdirektørerne i danske SMV’er oplever, at de bruger for meget tid på manuelt arbejde, hvilket begrænser deres mulighed for at fokusere på strategiudvikling. Derudover viser rapporten, at 42 procent af de adspurgte fra små og mellemstore virksomheder føler, at de mangler et klart økonomisk overblik over deres forretning.
”Det er bemærkelsesværdigt at se, hvor mange finansdirektører der kæmper med for meget manuelt arbejde og har et begrænset økonomisk overblik. Det kalder på, at flere finansafdelinger implementerer smarte løsninger, værktøjer og AI i dagligdagen, så de kan frigøre tid og ressourcer til at strategiudvikle og udnytte vækstmulighederne som den positive, økonomiske bølge giver,” siger Søren Lonning.