Den skandinaviske arkitektvirksomhed AART architects opkøber den sjællandske arkitektvirksomhed Mangor & Nagel. Dermed går to af Danmarks førende, uafhængige arkitektvirksomheder sammen og mod strømmen i branchen og skaber en af Skandinaviens mest betydningsfulde arkitektvirksomheder.
“Vi ønsker at redefinere arkitekturen. Ikke alene i måden vi tænker og taler om den på, men også i måden vi driver forretning på. Med opkøbet af Mangor & Nagel går vi derfor mod strømmen i branchen. Vi holder fast i arkitekturen som vores kerneydelse. For vi tror på, at det er den bedste måde at udvikle vores egen og, ikke mindst, vores kunders forretning på,” fortæller Torben Skovbjerg, stiftende partner og koncern-CEO i AART.
Han fortæller videre, at med Mangor & Nagel som en del af AART vil de få mulighed for at møde kunder på tværs af Skandinavien, og ikke mindst Danmark, inden for alle grene af arkitektur – med en stærk forankring i både Jylland og på Sjælland.
Endnu tættere på kunderne
Netop den stærke forankring på tværs af Danmark er en af bevæggrundene bag opkøbet. For selvom AART er en af de førende, uafhængige arkitektvirksomheder i Skandinavien, så står AART stærkest i Jylland samt i Oslo og Stockholm, hvor virksomheden også har kontorer. Sammen med Mangor & Nagel vil AART nu også få et solidt fodfæste i København og på resten af Sjælland. Et marked, hvor AART ifølge Torben Skovbjerg vil komme med nye perspektiver på at udvikle byrum og bygninger af høj, arkitektonisk kvalitet.
“For os hænger kvalitet og effekt uløseligt sammen. For når alt kommer til alt, så handler arkitektur om at bevæge verden i en mere berigende og bæredygtig retning . Derfor tænker vi effekt før form i alle projekter. Vores trang til at skabe er derfor aldrig uden viljen til at følge op og dokumentere, hvordan og i hvor høj grad vi har indfriet vores kunders visioner og samfundsambitioner. For det er de målbare og mærkbare effekter, vi er drevet at skabe – for mennesker, miljø og samfund,” fortæller Torben Skovbjerg.
Endnu stærkere kompetencer
Med opkøbet vil AART tilbyde en endnu stærkere spændvidde i kompetencer – fra byplanlægning og landskabsdesign til bygningsdesign, transformation og spaceplanning. For både AART og Mangor & Nagel står stærkt inden for mange segmenter, og sammen vil de berige den samlede rådgivning.
“Hos Mangor & Nagel kommer vi, blandt meget andet, med en lang historik og solide kompetencer inden for det almene boligsegment, som vi ser et stort potentiale i at gøre landsdækkende som en del af AART. Samtidig kommer AART med solide, in-house kompetencer inden for bæredygtighed, som vi kan løfte ind i udviklingen af vores allerede stærke fodfæste på det sjællandske marked,” fortæller Bente Priess Andersen, der fortsætter som administrerende direktør i Mangor & Nagel – en del af AART.