Nordic Office of Architecture har budt velkommen til Thomas Birkkjær, der ansættes som en del af det kreative direktørteam og partner med særligt ansvar for at udvikle forretningen i udlandet.
Thomas Birkkjær bliver ny kreativ direktør i Nordic Office of Architecture, hvor han skal lede og udvikle tegnestuens internationale profil. Thomas kommer fra en stilling som Kreativ Direktør hos Arkitema. Nu ser han frem til at blive en del af ledelsen i Nordic Office of Architecture.
”Jeg glæder mig til at blive en del af en tegnestue med en stærk nordisk profil, der tænker visionært og holistisk om fremtidens sunde byer. Sammen med alle mine nye dygtige kolleger og den kreative ledelse i Nordic glæder jeg mig til at fortsætte den gode, kreative udvikling, som allerede er i gang i Nordic. Nu sætter vi alle sejl ind på også at vinde nogle spændende projekter i udlandet med afsæt i vores stærke nordiske designtilgang,” siger Thomas Birkkjær.
Nordic Office of Architecture er højt specialiseret inden for en bred vifte af fagligheder. Fra de offentlige opgaver inden for sundhed, pleje, leg og læring til alment og privat boligbyggeri, byudvikling, landskab, workspace strategy og bygherrerådgivning. Nordic står solidt på det danske marked, som nu skal udvides, så der kommer endnu flere udenlandske kunder og projekter i porteføljen.
”I Nordic står vi allerede stærkt på det danske marked med et bredt spænd af fagområder. Med Thomas’ mangeårige erfaring fra branchen i ind- og udland står vi kun endnu stærkere, når gælder at vinde nye opgaver i udlandet,” siger Sofie Peschardt, kreativ direktør hos Nordic Office of Architecture.