Der er brug for lærlinge og kvalificeret arbejdskraft i en lang række brancher. 28 årige Petcharat Kanjanasathit er én af dem, der vælger at uddanne sig inden for fag, hvor der er få kvinder, men ønske om flere på sigt.
Hvad laver egentlig en teknisk isolatør?
Det er der nok mange, der ikke kan svare på – og blandt disse var indtil for et par år siden Petcharat Kanjanasathit, der dog i dag er i lære hos Persolit Entreprenørfirma i Esbjerg. Her arbejder hun med med at isolere varme- og vandrør, og hun er ikke i tvivl om, at jobbet og uddannelsen sagtens kunne være relevant for mange andre kvinder, der søger uddannelse og job.
“Vi mangler folk og det fedeste for mig vil være, at jeg kan få endnu flere piger til at gå i gang med uddannelsen. Jeg mener faktisk, at det vil tiltale mange kvinder, fordi de har blik for udsmykning. Og det handler vores arbejde jo også om, for slutresultatet er ofte meget synligt og skal derfor se godt ud,” siger hun til DI Business.
Spørger man Anders Vestergaard, der er lærlingeansvarlig i Persolit, så er der en stor efterspørgsel på arbejdskraft i det hele taget, men også for god rollemodeller, der kan være med til at få flere kvinder ind i branchen.
“Vi er i branche, der mangler lærlinge og kvalificeret arbejdskraft, og vi gør derfor en stor indsats for at få flere medarbejdere. Petcharat er en rigtig god rollemodel. Hun er fagligt dygtig og så har hun valgt at hjælpe med at profilere branchen. Det gør os virkelig stolte,” siger han.
Petcharat Kanjanasathit var i denne måned blandt deltagerne i DM i Skills, hvor hun sammen med lærlinge og elever fra i alt 47 erhvervsuddannelser viste deres kunnen og færdigheder frem.
Anders Vestergaard håber, at den slags arrangementer kan være med til at gøre flere opmærksomme på mulighederne ved at gå denne vej i sin uddannelse.
“Uvidenhed om uddannelsen er det største problem. Og her hjælper det at være med i Skills. Det er det største man kan opnå som lærling og som virksomhed er vi uhyre stolte over at være med, fordi det viser at vi har lærlinge på det højeste niveau,” siger han til DI Business.