Der stjæles fortsat med arme og ben i de danske butikker, og det høje antal af butikstyverier er fortsat fra 2023 og ind i de første måneder af 2024.
Der er gået lidt over to måneder siden landets øverste juridiske myndighed, Justitsminister, Peter Hummelgaard (S), meldte ud, at nu skulle der altså gøres noget ved de alt for mange butikstyverier, der finder sted i Danmark.
Tyverier, der koster de danske butiksdrivende milliarder af kroner, og som i antal er seget markant gennem de seneste år. I 2023 endte det samlede antal på 24.429 anmeldte tyverier – og indtil videre er 2024 godt på vej mod et nogenlunde lignende tal.
I marts blev der således anmeldt 1.316 butikstyverier, hvilket ganske vist er et fald på 164 tyverier sammenlignet med marts måned sidste år – men samtidig en stigning på 271 tyverier sammenlignet med marts 2022.
Hvis vi kigger længere tilbage i tiden, så blev der registreret 719 butikstyverier gennem Crimestat i marts 2019. Dette svarer således til, at der frem til i dag er sket en procentuel stigning på ca. 80 pct., og viser dermed alvoren af de mange registrerede butikstyverier i 2024.