Nye tal fra Check Point Research afslører en bekymrende stigning i antallet af cyberangreb mod danske virksomheder. Fra første til andet kvartal af 2024 er angrebene steget med hele 32 procent.
På verdensplan er antallet af hackerangreb mod virksomheder steget med 25 procent i første kvartal af 2024.
Men det tal kan vi sagtens overgå i Danmark, hvor antallet af angreb er steget med hele 32 procent, det viser helt nye tal fra Check Point Research. Udviklingen sætter en tyk streng under, at danske virksomheder er blevet et attraktivt mål for hackere, som ser et øget potentiale i at udnytte sårbarheder i danske virksomheders IT-sikkerhed.
”Hvis man kigger på de seneste år, har antallet af cyberangreb i Danmark været stigende. Derfor er det heller ikke overraskende, at udviklingen fortsætter. Desværre ser jeg det dog også som et udtryk for, at hackerne mener, at der mere at hente hos danske virksomheder og flere metoder kan tages i brug,” siger Balder Borup, security engineer hos Check Point Software Technologies i Danmark.
Han fortæller videre, at man de seneste måneder har kunnet se, at der har været malwarekampagner målrettet mobile enheder, hvilket understreger vigtigheden af at beskytte alle angrebsflader.
Check Point Researchs kvartalsvise rapport viser, at danske virksomheder nu oplever gennemsnitligt 1305 angreb om ugen, en markant stigning fra de 988 angreb om ugen i første kvartal. Derfor er det vigtigere end nogensinde at have fokus på cybersikkerhed.
Ifølge Check Point, er det særligt virksomheder og myndigheder, der er en del af uddannelses-, forsknings-, militær- og sundhedssektoren, der er i skudlinjen.
”Hackerne udser sig typisk mål, hvor det er let at få adgang, og hvor udbyttet er stort. Et eksempel kan være universiteter, hvor der hvert år kommer tusinder af nye studerende, der logger på universitetets netværk på campus eller hjemmefra. Dermed skal mange infrastrukturer tale sammen, og mange nye entry-points kontrolleres,” siger Balder Borup.