Gennem de seneste måneder har der været rejst stor kritik af Copenhagen Pride, efter at organisationen bag har stillet krav til sponsorerne om disses interesser og aktiviteter i Israel og Palæstina. Nu flygter sponsorerne.
“Sidste års partnerskaber er lige nu ved at blive genforhandlet for 2024, og vi er i gang med at stille spørgsmål til alle vores kommercielle partnere om deres interesser og aktiviteter i Israel og Palæstina.”
Sådan skrev Copenhagen Pride til sine sponsorer i marts 2024, og havde man fra Pridens side tænkt, at dette ville falde i god jord – tog man alvorligt fejl.
Siden har en mediestorm raset, og mange af sponsorerne, der især består af danske virksomheder og interesseorganisationer, har valgt at trække deres sponsorat af Priden, der siden har beklaget og sagt, at de naturligvis ikke stiller krav om sponsorernes evt. initiativer i Israel og Palæstina.
Men det har ikke mildnet sponsorerne, og på DR kan man nu læse, at næsten halvdelen af alle sponsorerne har valgt at trække sig.
“Det skyldes dels uklarheden om Copenhagen Prides fokus, dels at vi har indledt et nyt program i BEC, som skal engagere en bredere kreds af vores medarbejdere i diversitet og inklusion på vores arbejdsplads,” skriver områdeansvarlig, Jens Møller Nielsen, fra BEC til DR i en mail.
Også DHL har valgt at trække sig – selvom beslutningen ifølge dem var taget, inden mediestormen brød løs.
“Vi ønsker en bedre geografisk dækning af vores indsats og ikke kun i København/Sjælland. Vi er repræsenteret på mange forskellige sites, og vi har modtaget feedback fra vores medarbejdere, at man ønsker en indsats, der kan aktivere hele landet så vidt muligt,” skriver marketingmanager Susanne Katja Kristensen i en mail til DR.