Et nyt franchisekoncept har netop set dagens lys. Bag konceptet står supermarkedskæden SPAR, der vil åbne flere lignende butikker i år. Formålet med det nye koncept er at bane vej for, at endnu flere talenter kan blive købmænd.
Det skal være nemmere at slå sig ned som købmand med egen butik. Det er udgangspunktet for et nyt koncept hos supermarkedskæden, SPAR, der vil styrke købmandskabet og tilbyde en attraktiv model for den nye generation af købmænd.
Derfor vil de nu give flere aspirerende købmænd mulighed for at blive franchisetagere, og åbne deres egen butik under SPARs logo.
“Med franchisemodellen vil SPAR-kæden også være ansvarlige for en større del af regnskabet, så købmanden kan koncentrere sig om sin butik, sine kunder og lokalsamfundet. Det er vigtigt for os at holde fast i, at købmanden kan tilpasse sin butik til nærområdet, så selvom man er franchisetager har man stadig stor frihed,” siger kædedirektør for SPAR, Min Købmand og Let-Køb, Esben Keller.
Økonomisk sikkerhed
Èn af udfordringer ved købmandsbranchen har hidtil været at komme i gang med at være købmand, Dette har krævet en solid startkapital, gode lokaler, inventar og alt andet, der er en del af enhver købmandsbutik.
Dette har fået mange talenter til at se i en anden retning, og skabe sig et arbejdsliv på anden vis. Samtidig har hver købmand, der har sat sin egen butik i verden, måtte forvente svingende indtægter, der afhang helt og aldeles af omsætningen i butikken.
“Vi har lagt en fast grundløn ind i forretningsmodellen, så man står økonomisk mere sikkert. Derudover beholder købmanden hele overskuddet selv. SPAR-kædens bagland supporterer købmanden i den daglige drift, og hjælper med at tilpasse omkostninger og skabe overskud på toplinjen, men eftersom det er købmanden, der gør benarbejdet, skal han selvfølgelig også høste fortjenesten,” siger Esben Keller.
Udrulningen af franchise som forretningsmodel, betyder også at moderniseringen i kæderne får fart på, da SPAR kommer med kapital til moderniseringen, når der åbnes en ny franchisebutik. Og erfaringerne viser, at butiksmoderniseringer øger kundetilfredsheden.