Landets slagtermestrer kæmper med at holde deres forretninger kørende, og flere vælger at lukke og slukke. Men ifølge brancheforening er der fortsat stort brug for specialforretninger.
Du har sikkert bemærket det; at mange af gadens små specialbutikker er forsvundet de senere år, og at der er længere og længere imellem de selvstændige små slagterbutikker.
Det er også blevet i Frederikshavn, hvor Emilievejs Slagter er lukket, efter at slagtermester Thomas Pedersen har valgt at dreje nøglen om for sidste gang, og de i alt 14 medarbejdere nu må finde nyt job.
Det samme scenarie finder vi i Odense, hvor Dennis Vangsgaard har valgt at lukke Mesterslagteren Faaborgvej.
Ifølge paraplyorganisationen FødevareDanmark er det oftest ikke økonomien, der tvinger slagterbutikkerne til at lukke ned, men at slagtermesteren er blevet moden til pension, og der ikke står nogen klar til at overtage spækbrættet.
“Det er en af branchens allerstørste udfordringer lige nu. Vi har nogle ufatteligt dygtige og talentfulde unge mennesker ude i butikkerne, der gang på gang viser, at de er kreative, innovative og fantastisk godt rustet til at flytte vores fag, så landets små slagterforretninger og specialforretninger også i fremtiden kan være med til at diktere den danske madkultur,” siger Leif Wilson Laustsen, direktør i FødevareDanmark.
Han fortæller samtidig, at mange af de unge slagtere tøver alligevel, når snakken falder på, om de er klar til at drive mesters butik videre på et tidspunkt.
Hos FødevareDanmark har man derfor også taget initiativ til et landsdækkende netværk med det formål at få de unge mennesker til at tale sammen og få nedbrudt nogle af de barrierer, der gør, at de i dag fravælger at blive selvstændige.
“De unge mennesker skal vide, at der er et stærkt netværk omkring dem, som kan hjælpe med alt det, der kan virke en smule overvældende og uoverskueligt for en dygtig fødevarehåndværker. Vores budskab til de unge er, at det ikke behøver at være så svært, og at vi er klar til at hjælpe dem i gang og drive en række af de opgaver, som lige nu holder dem fra at starte som selvstændige,” siger Leif Wilson Laustsen.