I august 2024 var der 3.021.700 lønmodtagere i job. Det er 1.500 færre end måneden før. Siden august 2023 er der dermed samlet set kommet 22.400 nye beskæftigede til.
Den danske lønmodtagerbeskæftigelse har sat rekord efter rekord gennem de senere år, men nu ser kurven ud til at være vendt – i hvert fald for en kort bemærkning.
For i august måned faldt lønmodtagerbeskæftigelsen med 1500 mennesker – og ser man på den private sektor, er der kommet 1.900 færre lønmodtagere fra juli til august 2024. I samme periode er der kommet 400 flere offentligt ansatte.
“Vi har set en mikroskopisk stigning i ledigheden, og nu også det første fald i beskæftigelsen længe. Juli-beskæftigelsen er også korrigeret en smule ned, så der har været færre beskæftigede både i juli og august. Dermed er arbejdsmarkedet gået et nøk ned i tempo – men dog fra et rekordhøjt udgangspunkt,” siger Bo Sandberg, cheføkonom hos Aktive Ejere.
Også beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen noterer sig ved det lille fald, men hæfter sig fortsat ved, at beskæftigelsen generelt set er meget høj.
“På trods af et lille fald holder beskæftigelsen sig på et højt niveau samtidig med, at ledigheden er lav. Men antallet af borgere i job og antallet af ledige har udviklet sig forskelligt i landet. Vi har kommuner, hvor beskæftigelsen godt nok er steget i det seneste års tid, men hvor ledigheden samtidig er steget. Og vi har også kommuner, hvor beskæftigelsen er faldet,” siger hun.
Ifølge Bo Sandberg er det især udefrakommende faktorer, der bevirker, at den danske beskæftigelse kan i perioder kan falde – men han mener ikke, at det lille fald i august er første tegn på en tendens med kontinuerlige fald.
“Der må forventes flere enkeltstående måneder med fald og en mere moderat beskæftigelsesvækst de kommende 6-12 måneder, bl.a. set i lyset af den svage tyske økonomi og vækstkrise mange steder i Europa. Men det vil ikke undre, hvis vi alligevel ser flere beskæftigelsesrekorder omkring en trend med lidt mere usikkerhed om fortegnet.”

