Der er langt mellem nye medarbejdere i rigtig mange brancher og hos rigtig mange virksomheder. Hos S.E.W. North Filtration på Lolland gør direktøren det klart, at folks ophav er ligegyldigt – kun kvalifikationerne tæller i kampen for arbejdskraft.
Mange virksomheder oplever stigende problemer med at finde arbejdskraft – og samtidig er der klare begrænsninger i form af bl.a. løn og nationalitet, der gør det sværere for den enkelte arbejdsgiver at finde dem, de gerne vil give arbejde til.
Det oplever man også i Maribo på Lolland, hvor filterpatron-producenten, North Filtration, gennem længere tid har haft svært ved at finde medarbejdere – og stadig har det. Her er kravene til nye medarbejdere få og simple – de skal have de rette kvalifikationer, og de skal kunne snakke engelsk.
”Vi er syv forskellige nationaliteter i virksomheden. Vi ansætter folk fra Danmark, Syrien, Tyskland eller England. Det er jo ligegyldigt, hvor de kommer fra så længe de har kvalifikationerne,” siger Jacob Jacobsen, direktør og medejer af North Filtration.
Der arbejder lige over 50 mennesker i virksomheden, der eksporterer deres produkter til ca. lige så mange lande. Og North Filtration er langt fra de eneste på sydhavsøen, der rekruttere fra den store verden, når der skal skaffes arbejdskraft.
Ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering var der i januar 4.340 personer fra udlandet var fuldtidsbeskæftiget på Lolland-Falster – knap en fordobling på fem år.
”Vi kan lære af hinanden selvom sproget kan være en udfordring. Vores medarbejdere skal som minimum kunne engelsk og helst dansk. Vi har jo hver vores måde at opfatte tingene på og det skal vi lære af hinanden. Vi ser det ikke som et problem, fordi det er bare en opgave, vi skal have løst fra start, når folk bliver ansat,” siger Jacob Jacobsen.
Ifølge Lise Damsbo, seniorkonsulent med ansvar for rekruttering hos Business Lolland-Falster, er der flere grunde til, at de virksomhederne på Lolland-Falster i stigende grad finder deres nye medarbejdere uden for Danmark.
”Efterspørgslen på international arbejdskraft har været stærkt stigende de seneste år på Lolland-Falster. Det skyldes til dels Femern Bælt tunnelbyggeriet og dels at det går rigtig godt i landsdelens virksomheder, der har brug for ekstra arbejdskraft.”