Scandinavian Medical Solutions A/S har sikret en rekordstor handel inden for After Sales, et forretningsområde, der er vokset stødt gennem det seneste halve år.
Danske Scandinavian Medical Solutions (SMS). har netop indgået sin hidtil største aftale om levering af en rekordstor reservedelspakke til USA. De solgte reservedele skal bidrage til at forlænge levetiden for en række systemer i de kommende år.
I forbindelse med offentliggørelsen af SMS’ halvårsrapport oplyste man, at nye forretningsområder var blevet lanceret, heriblandt After Sales, med forventning om at sikre en fremtidig omsætningsvækst.
After Sales løsninger inkluderer b.la. handel med reservedele til opretholdelse, løbende vedligeholdelse samt opgraderinger af billeddiagnostisk udstyr. Gængse dele kan ved regelmæssige servicechecks udskiftes, før de installerede systemer giver fejlmeldinger, hvorved der kan sikres en høj oppetid og en stabil scanningskapacitet.
Lanceringen af disse nye forretningsområder har nu vist sig at bære frugt.
”Da vi valgte at lancere After Sales som nyt forretningsområde i Scandinavian Medical Solutions, var det med en klar målsætning om at kunne støtte vores kunder bedst muligt med levering af reservedele til systemer tidligere indkøbt hos os. Vi kan allerede nu mærke, at der er blevet taget godt imod vores initiativ – og vi er utroligt glade for at kunne bidrage til, at vores kunder kan holde deres indkøbte systemer ved lige og sikre høj oppetid,” siger CEO, Jens Krohn.
Scandinavian Medical Solutions er en handelsvirksomhed beliggende i Aalborg, der øger scanningskapaciteten gennem specialiseret indkøb og videresalg af brugt billeddiagnostisk udstyr af høj kvalitet.
Salget til den amerikanske kunde ligger på mellem 2 til under 3,5 millioner danske kroner.

