Ifølge videnshuset Cabi tager 71 procent af alle danske virksomheder i dag en eller anden form for socialt ansvar. Krav fra EU-direktivet, CSRD, gør, at danske virksomheder snart også skal kunne dokumentere deres bæredygtighed, men hvordan gør man det i praksis?
Der skal rapporteres og dokumenteres på ESG-fronten ude i de danske virksomheder, men for mange giver de nye om dokumentation anledning til mange spørgsmål – for hvordan gør man i praksis, og hvordan viser man effekten af de forskellige tiltag, man har valgt at tage?
Det spørger man bl.a. sig selv hos Simply Cooking, der med bæredygtig mand, lavet med bæredygtig omtanke, driver kantiner flere steder i landet. Her er flere af medarbejderne ansat fra kanten af arbejdsmarkedet, irksomheden har et mål om, at 25 % af deres medarbejdere skal komme fra kanten af arbejdsmarkedet. Et mål, som Simply Cooking også kan bruge, når de skal fortælle kunder og investorer om deres sociale ansvarlighed.
”For mig er det først og fremmest ”hjertet på det rette sted”, der gør det. Men kravene fra vores kunder bliver også større og større. De efterspørger tal på, hvordan vi konkret tager et socialt ansvar. Udfordringen med at dokumentere er, at det er en ekstra opgave oveni. Hvem skal lige gøre det og hvordan?” siger Martin Haugaard, ejer af Simply Cooking.
Et passende leje
Martin Haugaards spørgsmål går igen i mange virksomheder, der skal igang med at rapportere og dokumentere på ESG-området. En analyse af videnshuset Cabi viser, at 71 % af danske virksomheder inden for de seneste tre år har ansat eller gjort noget særligt for at fastholde en medarbejder, der ellers ville have svært ved at finde plads på arbejdsmarkedet.
”For mange virksomhedsledere er det en selvfølge at sørge for sine medarbejdere og håndtere de udfordringer, der opstår. Mange små og mellemstore virksomheder vil i dag kunne score højt på S’et i ESG, hvis de begynder at dokumentere, hvad de gør,” siger Ea Nielsen, souschef hos Cabi.
Hun fortæller samtidig, at man hos Cabi hvert år arbejder sammen med mere end 700 virksomheder, og at udfordringerne med ESG er noget, der fylder meget hos lederne.
“Og det gør bekymringen for en ny administrativ byrde også, men det gælder om at starte i det små. Man kan f.eks. se på, hvor mange man har ansat i samarbejde med jobcenteret.”
Som Martin Haugaard og Simply Cooking oplever, så er der flere og flere virksomheder, der begynder at efterspørge og kræve data fra deres underleverandører ang. ESG, og disse krav vil efter alt at dømme kun blive mere omfattende i de kommende år.
Mange SMV’er er en del af leverandørkæden, og det er derfor også væsentligt for deres forretning at kunne understøtte kravene. SMV’er har dog ikke samme kapacitet til at imødekomme kravene, som store virksomheder har. Ea Nielsen maner dog til bero.
”Der er ikke direkte krav til SMV’erne om, hvordan de skal dokumentere. ESG-dokumentation kan ske på flere niveauer. Man kan starte på et basisniveau, hvor man indhenter data, der ligger lige for. Man kan også sigte højt og f.eks. gå efter at blive certificeret inden for den nye standard DS 5001, der handler om ligestilling og diversitet på arbejdspladsen. Det gælder om at finde det leje, der er passende og så bygge på.”