Der er mange regler og krav at holde styr på for de danske virskomheder, og ikke mindst de mindre af slagsen kæmper med stigende regelbyrder – og det kan få store konsekvenser i det lange løb.
I Nordjylland har Kenneth Baand gennem 25 år sat altaner op gennem virksomheden Dansk Altan, og selvom ideen med at sætte virksomheden i verden har været den samme fra dag ét, har arbejdet med årene ændret sig markant.
For mængden af krav og regler er vokset, og i takt dermed er mængden af papirarbejde vokset med.
“De sidste tre år har jeg ikke været aktiv i produktionen. Hvis vi regner i timer, så bruger vi ca. en medarbejder fuldtid på at lave den dokumentation, der kræves. Derudover tolker statikere og ingeniører også forskelligt, så dokumentation, der kunne bruges i en byggesag, kan nemt komme retur med andre krav på en anden byggesag,” siger Kenneth Baand til TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Han fortæller videre, at mængden af papirarbejde med hans øjne er steget til det ti-dobbelte de seneste ti år, og han forventer ikke, at denne udvikling vil ændre sig foreløbigt.
Næste generation
Et andet sted i Nordjylland sidder Uffe Nielsen, der er ejerleder hos Hirtshals Stevedore, og også han mærker, hvordan den voksende regelbyrde tynger arbejdet og budgetterne. Han har set sig nødsaget til at ansætte ekstern hjælp til omkring 500.000 kroner om året.
“Det har været nødvendigt for at sikre, at vi får gjort det rigtigt, så det lever op til EU’s krav. Vi har ikke mulighederne for at gøre det selv. Og det koster os over en halv million kr. om året. Den udgift kan vi kun tage et sted fra, og det er bundlinjen. Det er en tidsrøver,” siger han til Dansk Industri.
Han frygter, at det omsiggribende bureaukrati vil tage lysten fra den næste generation, der står til at skulle overtage mindre virksomheder som hans egen.
“Når jeg ser fremad bliver det ikke lettere. Der kommer hele tiden nye krav, som vi skal reagere på. Og de små virksomheder møder jo samme krav som de større. Derfor kan jeg godt se, hvorfor virksomheder køber hinanden, og flere har da også vist interesse i at købe os. Derfor kan jeg godt frygte, at de mange krav kvæler de små virksomheder som vores.”
Også Kenneth Baand mener, at regelbryder og bureaukrati får næste generation til at opgive på forhånd – som en af hans egne sønner har gjort.
“Planen var egentlig, at en af mine sønner skulle overtage vores virksomhed om nogle år. Men en af mine sønner har takket nej, da han med egne øjne har set, hvordan papirarbejde og dokumentation de seneste år har suget gejsten ud af mig. Det skal han ikke nyde noget af.”

