I dag er et bredt flertal i Folketinget blevet enige om udbudsrammerne for de aftalte 9 GW havvindenergi, der kan forsyne mellem ni og 14 millioner almindelige husstande med grøn strøm.
Det er et historisk stort udbud af havvind, som et bredt flertal i Folketinget i dag har aftalt udbudsrammerne for. Som noget nyt skal der tages højde for havnaturen og miljøet, og det er også besluttet, at staten skal eje en del af havvindprojekterne.
Det er realiteterne, efter at Folketinget er netop blevet enige om en tillægsaftale om udbudsrammen for 6 GW havvind. Den nye aftale vækker glæde flere steder i det danske erhvervsliv.
”Der er ingen tvivl om, at dagens aftale om havvind er historisk, og kommer til at markere et signifikant skifte i vores tilgang til energi- og forsyning. Vi får helt andre mængder grøn energi til rådighed, og tager dermed et vigtigt skridt frem mod næste kapitel i den grønne omstilling, hvor grøn strøm er den råvare, vi i Danmark i massive mængder skal forælde til brint og brintbaserede grønne brændstoffer,” siger direktøren for Brintbranchen, Tejs Laustsen Jensen.
Aftalen indeholder flere aspekter, som TEKNIQ Arbejdsgiverne længe har efterspurgt. Det gælder i høj grad en række bæredygtighedskrav, som skal være opfyldt for at komme i betragtning i forbindelse med et udbud af havvindmøller.
“Vi har kæmpet for, at det bliver et adgangskrav for at komme i betragtning til et udbud, at man skal have indhentet miljøvaredeklarationer hos underleverandører. Danske og europæiske underleverandører har bedre klima- og bæredygtighedsstandarder , og derfor vil det både gavne klimaet og de danske virksomheder,” siger Troels Blicher Danielsen, administrerende direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, der organiserer cirka 4.100 virksomhederne inden for el, vvs og metal.
Som noget helt nyt i dansk havvindshistorie skal staten nu være medejere af dansk havvind, men dog holde armslængde til driften og bestyrelsens arbejde. Det statslige ejerskab bliver maksimalt 20 pct., som det er kendt fra Nordsøfonden indenfor olie- og gasområdet.
“Statsligt ejerskab er ikke den ideelle løsning, men det er en løsning, som der er politisk enighed om, og som betyder, at vi nu kan fokusere på det, der er vigtigst; at få fart på den grønne omstilling. Det er vigtigt, at der skal være en armslængde mellem statens ejerskab og den daglige drift. Det her kommer til at ændre praksis for vindudviklerne herhjemme, så nu handler det om, at konstruktionen ikke forsinker udbuddene eller mindsker investorinteressen,” siger Emil Fannikke Kiær, politisk direktør i Dansk Industri.
Energiøen ved Bornholm, som bliver den første i Danmark og også den største havvindmøllepark til dato, indgår også i aftalen. Energiøen skal være sat i drift inden udgangen af 2030, og den skal være med til at øge den danske forsyningssikkerhed, når den leverer grøn strøm til både Sjælland og Tyskland, og muligvis også Bornholms eget elnet.
Aftalen er indgået mellem regeringen, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet.