På trods af den politiske udskydelse af CSRD fortsætter det strategiske arbejde med bæredygtighed. Tre ud af fire virksomheder, der er omfattet af CSRD (bølge 1), arbejder med bæredygtighed som en integreret del af deres forretning, og 58 % mener, at bæredygtighedsagendaen vil påvirke dele af virksomhedens forretning. Det viser en pulsmåling fra PwC.
En pulsmåling fra PwC viser, at bæredygtighed fortsat er en vigtig dagsorden for danske virksomheder, og at særligt virksomheder, der er omfattet af den første bølge af Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD), prioriterer det som strategisk forretningsområde. Tre ud af fire virksomheder (76 %), der er omfattet af CSRD (bølge 1), arbejder med bæredygtighed som en integreret del af deres forretning, mens det for virksomheder, der ikke er omfattet, er halvdelen (52 %).
De to virksomhedsgrupper har desuden forskellige forventninger til, hvor meget bæredygtighed vil påvirke forretningen. 58 % af erhvervsledere i virksomheder, der er omfattet af CSRD (bølge 1), mener, at bæredygtighedsagendaen vil have en vis betydning og påvirke visse dele af forretningen, mens det i virksomheder, der ikke er omfattet, er 38 %.
”Det er positivt at se, at mange danske virksomheder har integreret bæredygtighed som en del af deres forretning, da det afspejler en strategisk og målrettet indsats for styrke virksomhedens udvikling og langsigtede bæredygtighed. Udviklingen er især tydelig blandt virksomheder omfattet af første bølge af CSRD, men den ses også i erhvervslivet generelt. Det indikerer, at når de største virksomheder i markedet går forrest, sætter det en dagsorden, der gør bæredygtighed til en strategisk prioriteret – også for de mindre virksomheder,” siger Carina Ohm, partner og leder af PwC’s afdeling for Sustainability Advisory & Assurance Services i PwC.
Bæredygtighedsrapportering som strategisk indsats
PwC’s pulsmåling viser, at det især er virksomheder, der er omfattet af CSRD, der arbejder strategisk med bæredygtighedsrapportering. Hver tredje virksomhed (36 %), der er omfattet af CSRD (bølge 1), planlægger at integrere bæredygtighedsrapportering i den strategiske planlægning, mens det for virksomheder, der ikke er omfattet, er godt hver sjette (17 %).
Virksomheder, der ikke er omfattet af CSRD (bølge 1), er desuden mere afventende i lyset af den politiske udskydelse. 41 % afventer yderligere afklaring fra myndighederne, mens det for dem, der er omfattet af CSRD (bølge 1), er lidt færre (31 %).
”Pulsmålingen viser, at de danske virksomheder har reageret forskelligt på den politiske udskydelse af CSRD. Nogle bruger den ekstra tid til at arbejde strategisk med bæredygtighedsrapportering, mens andre er mere afventende. Det er særligt virksomheder, der er omfattet af den første bølge i udrulningen af CSRD, der indtænker bæredygtighedsrapportering på et strategisk niveau, mens virksomheder, der ikke er omfattet, i højere grad forholder sig afventende som reaktion på den politiske udskydelse,” siger Carina Ohm.
Om pulsmålingen
229 danske erhvervsledere har deltaget i PwC’s pulsmåling om økonomisk usikkerhed, vækst og bæredygtighed. Besvarelserne blev indsamlet i perioden fra den 8. maj til den 11. juni 2025. Undersøgelsen belyser bl.a., hvordan danske virksomheder arbejder med bæredygtighed, herunder integration i forretningsstrategien og håndtering af rapporteringskrav i lyset af CSRD. Den ser også på, hvordan virksomheder prioriterer bæredygtighedsindsatsen og tilpasser sig ændringer i lovgivning og krav.

