Når det nye hus skal bygges, vælger mange at slå sig sammen med et typehusfirma, der kan gøre boligdrømmen til virkelighed. Den seneste tids prisstigninger giver dog mange typehusfirmaer store problemer.
Materialepriserne har oplevet en meget stor stigning det seneste års tid, og det har sat mange danske virksomheder under pres og ramt inden for en bred vifte af brancher.
Èn af de berørte brancher er de danske typehusfirmaer, der hvert år bygger i tusindvis af nye hjem over hele landet, og som mange danskere søger imod, når det nye hus skal bygges op fra grunden.
Men krisen kradser i branchen, hvor det ikke bare er prisen på materialer, der er skudt i vejret. Det samme er inflationen og manglen på arbejdskraft, og det har haft konsekvenser i branchen, hvor flere har måtte lukke afdelinger ned, afskedige medarbejdere ligesom flere har præsenteret røde regnskaber.
”I værste fald kan man risikere at miste hele sit indskud, ligesom man kan risikere at stå tilbage med et hus, der hverken er halvt eller helt færdigt,” fastslår Rasmus Lindsten, der er advokat hos Advodan Lolland-Falster og bestyrelsesmedlem i Danske BOLIGadvokater, der får mange henvendelser fra danskere omkring, hvordan de er stillet rent juridisk, hvis selskabet bag deres fremtidige typehus ikke leverer det aftalte byggeri eller går konkurs.
Grundig research
Netop Danske BOLIGadvokater har i en årrække haft stor fokus på de alt for mange sager om byggesjusk i branchen, og I 2017 vurderedes det, at 10-15% af projektsalgs-køberne oplevede væsentlige mangler ved overtagelsen af deres nyopførte bolig. Men også ved nybyggeri er der mange faldgruber for den uerfarne bygherre.
’’Ved nybyggeri er det særligt vigtigt at få alle aftaler nedfældet på skrift, inden det første spadestik tages, ligesom at alle aftaler bør gemmes i 5-10 år efter, at huset står klart for at undgå problemer’’, fortæller Rasmus Lindsten, bestyrelsesmedlem i Danske BOLIGadvokater. Han opfordrer til, at man løbende fører tilsyn med byggeriet for at sikre, at det udføres som aftalt.
Han opfordrer desuden kommende husbyggere til at gøre deres research meget grundigt, og se de enkelte firmaer, man overveje at samarbejde med, efter i sømmene. For det er rigtig mange penge, man potentielt ender medet få i klemme, hvis typehusfirmaet drejer nøglen om, inden byggeriet af det nye hus er færdiggjort.
De fleste entreprisekontrakter indeholder ligeledes et afsnit om forudgående betaling, hvilket også bør være et opmærksomhedspunkt. Hos Danske BOLIGadvokater lyder rådet, at man så vidt muligt holder forudbetalinger på et minimum for at holde projektudvikleren til ilden.
”Jeg har set tilfælde, hvor bygherre skulle betale op til 10 pct. af den samlede entreprisesum, allerede inden fundamentet var lagt. Det er mange penge for ingenting. Som tommelfingerregel skal man ikke indbetale et større indskud end man kan tåle at tabe, såfremt det værst tænkelige skulle ske,” siger Rasmus Lindsten.

