Regeringen vil give danske virksomheder adgang til ekspertviden og testmiljøer, der skal hjælpe med at udfase og fjerne PFAS i Danmark. Det skal ske i nye PFAS-partnerskaber, som skal drives af Teknologisk Institut i samarbejde med dansk erhvervsliv.
PFAS skal afværges, inddæmmes og oprenses, og derfor står danske virksomheder over for omfattende restriktioner af per- og polyflouralkylstoffer (PFAS) i både Danmark, EU og globalt. Men det kan være svært for virksomhederne at danne sig et overblik over, hvor PFAS findes i deres produkter, hvilke alternativer der kan bruges, og hvordan de kan omstille sig uden at miste konkurrencekraft.
Derfor tilbyder regeringen nu som led i PFAS-handlingsplanen hjælp til at fremskynde udfasningen af PFAS. Det sker i form af Miljøstyrelsens nye PFAS-partnerskaber, som drives af Teknologisk Institut i samarbejde med en række centrale aktører: Dansk Industri, Dansk Erhverv, inVirke, Dansk Standard og Apeiron.
Miljøminister Magnus Heunicke siger:
”Vi skal have sat hårdt ind og fjernet PFAS der, hvor det er muligt. Det kan vi gøre ved at få sat en stopper for brugen i industrien, og de danske virksomheder får nu et redskab, der giver dem de bedst mulige vilkår til at omstille sig, så vi kan få udfaset PFAS til gavn for folkesundheden og vores fælles miljø.”
Emil Damgaard-Møller, seniorkonsulent på Teknologisk Institut og leder af sekretariatet for PFAS-partnerskaberne siger:
”For mange virksomheder kan det virke komplekst at gå væk fra PFAS, især hvis man har mange produkter og leverandører. Med partnerskaberne samler vi kræfterne, så de ikke står alene. Det er en fælles indsats, hvor vi kombinerer industriens erfaringer med forsknings- og standardiseringskompetencer.”

