Peter W. Mogensen har det seneste årti været direktør for Bygma Aarhus. Med sig har den nye direktør en vision om, at proffcenteret skal være den professionelle håndværkeres foretrukne samarbejdspartner og de bedste branchefolks foretrukne arbejdsplads.
Det er en erfaren profil med et solidt branchekendskab, der har overtaget roret i Bygmas odenseanske proffcenter. Peter W. Mogensen stod fra 2014 til 2023 i spidsen for Bygma Aarhus, og efter en kort afstikker er han nu vendt tilbage til Bygma-koncernen, hvor han skal lede proffcenteret i Odense.
“Bygma Odense er en velfungerende og spændende forretning med et stærkt team. Der er samtidig et stort vækstpotentiale, som jeg ser frem til at udvikle sammen med de dygtige og engagerede medarbejdere. Jeg glæder mig også meget til at lære de lokale kunder at kende og bidrage til et godt og værdiskabende samarbejde,” siger Peter W. Mogensen.
Regionsdirektør hos Bygma, Ejnar Andersen, glæder sig også over gensynet med Peter W. Mogensen:
“Vi er meget glade for, at Peter har valgt at vende tilbage til Bygma. Med hans stærke sans for købmandskab og hans indgående kendskab til både Bygma og branchen, er jeg overbevist om, at han er den rette til at sikre og udbygge vores position i Danmarks tredjestørste by. Jeg ser frem til at følge den udvikling, han vil skabe i Odense.”