EU-regler tvinger landets synshaller til at printe millionvis af synsrapporter. En digital løsning eksisterer allerede, men kræver politisk vilje for at blive anerkendt. Det er helt sort, mener Per V. Rasmussen, direktør i Applus+ Bilsyn.
Efterhånden er stort set alting blevet digitaliseret, app-baseret eller til at klare nemt og bekvemt over nettet. Din koncertbillet er en kode på din telefon, dit boardingkort til flyrejsen er det samme – og selv dit sundhedskort er en app, du kan skanne på et kort sekund.
Anderledes ser virkeligheden dog ud i landets synshaller, hvor den digitale udvikling lader en del tilbage at ønske. Her arbjedernlaserprinteren stadig hårdt hver eneste dag og spytter synsrapporten ud på et stykke A4-papir, når et køretøj har været til syn – for sådan er den nuværende lovgivning.
“Vores spanske moderkoncern har forpligtet sig til at blive CO2-neutral i 2050, og hos Applus+ Bilsyn bestræber vi os hver dag på at bidrage til den målsætning. Et oplagt skridt på vejen vil være at få lov til at udstede synsrapporter digitalt,” siger Per V. Rasmussen, direktør i Applus+ Bilsyn.
Der gennemføres omkring to mio. bilsyn årligt i Danmark, hvilket medfører udskrivning af mindst to mio. A4-ark. Hvis arkene stables, vil de nå 200 meter, næsten fem gange Rundetårn. Lægges de ved siden af hinanden, svarer det til 17,4 fodboldbaner. Hver A4-ark vejer 5 gram, og dermed kræves forbruget hos Applus+ Bilsyn i alt fældning af træer til 10 tons papir.
Løsningen findes
Hvert år udleder produktionen af synsrapporter i Danmark 33 tons CO2, hvilket svarer til den samlede årlige CO2-udledning fra 4,9 gennemsnitsdanskere ifølge Danmarks Statistik – eller 275.000 kilometers kørsel i en gennemsnitlig personbil.
Men de danske synshaller benytter allerede digitale systemer til at registrere og arkivere synsdata, men lovgivningen kræver stadig, at rapporten fysisk udskrives og overleveres til kunden.
“Vi har teknologien, og vi har viljen – det eneste, vi mangler, er tilladelsen. Hvis myndighederne åbnede op for en digital løsning, kunne vi fra den ene dag til den anden eliminere et massivt papirspild og samtidig gøre synsprocessen mere smidig for både kunder og vores medarbejdere,” siger Per V. Rasmussen.
Applus+ Bilsyn har anmodet Færdselsstyrelsen om at ændre tolkningen af reglerne for udstedelse af synsrapporter, så de kan bruge en digital løsning i stedet for print.