Det er to år siden Hyre, Nordens største delebilsselskab, trådte ind i Danmark. Det har nu kastet det første overskud af sig – og det skyldes ikke mindst erhvervsmarkedet.
Hyre lancerede i Danmark i foråret 2023 og opkøbte kort tid efter LetsGo, som på daværende tidspunkt var den største udbyder af delebiler med fast stamplads.
Hyre oplevede betydelig vækst i Danmark i 2024, blandt andet som følge af opkøbet af LetsGo, og kunne i det forgangne år noteret et overskud på i alt 2,2 millioner kroner efter skat.
Derudover har virksomhedens organiske udvikling også spillet en væsentlig rolle i fremgangen. Frederik Sandager Rasmussen, administrerende direktør for Hyre Danmark, er derfor overbevist om, at Hyre kan fortsætte sin vækst, selv uden yderligere opkøb planlagt i Danmark.
“Vores høje kundetilfredshed og deraf tilbagevendende kunder er væsentlige faktorer bag resultatet. Størstedelen af vores omsætning kommer fra tilbagevendende kunder, der har tillid til og er afhængige af vores service,” siger han.
Hyres kundeundersøgelser viser, at de to vigtigste faktorer ved valg af en delebilstjeneste er konkurrencedygtige priser og nem adgang til biler, og han tilføjer samtidig, at at Hyre i år vil have et stærkt fokus på erhvervssegmentet.
“Delebiler giver virksomheder mulighed for at reducere deres omkostninger til biler og CO2-udledning markant. I Norge har vi allerede mere end 4.000 erhvervskunder, og vi arbejder nu på at opnå det samme i Danmark.”