Flere og flere af Dansk Erhvervs medlemmer har aktiviteter på det amerikanske marked eller overvejer at få det, og derfor åbner Dansk Erhverv nu et kontor i New York.
Det bliver Søren Friis Larsen, der kan skrive “landechef” på visitkortet fremover, da han blive daglig leder af Dansk Erhvervs nye kontor i USA, nærmere bestemt i New York.
”Jeg ser meget frem til samarbejdet med Dansk Erhvervs medlemmer på det amerikanske marked, hvor de har et kæmpe potentiale med deres innovative idéer og løsninger,” siger Søren Friis Larsen.
Han har de seneste år arbejdet som selvstændig rådigiver i netop New York, men har også tidligere været ti år i Dansk Erhverv, og keder dermed organisationen og arbejdet indefra.
Styrkelse af eksporten
Danske virksomheder har i dag et solidt fodfæste i USA, hvor en stor del af dansk eksport allerede går til, og hvor der er stort potentiale inden for brancher såsom biotech, pharma, cleantech, it, logistik, rådgivning, underholdning, mad, design og arkitektur.
Men også inden for især sundhed og det grønne område er der store eksportmuligheder, og med Danmarks i forvejen store eksport til USA inden for disse områder, er der grobund for en styrkelse af den nuværende position, især efter at Bidens klima- og sundhedsplan blev stemt igennem. Pakken skal blandt andet bekæmpe klimaforandringer og sænke medicinpriser og menes at have en værdi af cirka 430 milliarder dollar.
Dansk Erhvervs kontor i USA vil også arbejde tæt sammen med Danmarks ambassade i USA, Danmarks generalkonsulat i New York og mange andre stærke kræfter.
”Det tætte samarbejde mellem Dansk Erhverv, medlemsvirksomheder og danske repræsentationer er nøglen til succes for vores medlemmer, fordi vi i fællesskab kan finde løsninger på nogle af de udfordringer, de oplever, eksempelvis i forhold til regulering og adgang til arbejdskraft,” siger Søren Friis Larsen.
Kontoret i USA er netop åbnet, og vi glæder os til at indgå i dialog med både medlemmer og samarbejdspartnere. Søren Friis Larsen vil i den kommende tid række ud til medlemmer, indgå i dialog med udvalg og netværk. Og Søren hører naturligvis også gerne fra medlemmer direkte.

