Folketinget har i dag vedtaget et lovforslag, der giver butikkerne mulighed for at implementere lydovervågning som et redskab til at bekæmpe kriminalitet – men det falder ikke i god jord alle steder.
Efter lang tids venten, er der endelig kommet politiske tiltag til verden, der skal gøre noget det markant stigende antal butiktyverier, som hvert år finder sted her til lands.
Et af de tiltag, der er blevet stemt igennem i Folketinget, er muligheder for at implementere lydovervågning i landets butikker. Men det et er et skridt på vejen mod totalovervågning af borgerne, mener, Malene Matthison-Hansen, der er formand for Ansattes Råd i IDA.
Hun ser med stor alvor på, at butiksansatte fremover skal affinde sig med, at arbejdsgiveren optager deres samtaler med kunder og kolleger fra de møder på job og til fyraften.
Vi taler jo om en lydløs forbrydelse, som man allerede i dag kan bevise gennem billedovervågning.
Mette Høgh, Formand i HK Handel.
”Én ting er, at kunderne risikerer at få optaget deres samtaler, som måske rummer detaljer om deres privatliv. Noget andet er de ansatte, der ikke længere frit vil kunne drøfte personalemæssige eller personlige emner i fortrolighed, fordi alt bliver optaget. Der er tale om overvågning af medarbejderne i en helt uhørt skala, og lydoptagelser kan let misbruges af arbejdsgiveren og stille medarbejderne i en dårlig situation”, siger hun.
Også hos HK Handel mener man, at de nye tiltag går et skridt for langt, og muligheden for lydovervågning er helt ude at proportioner.
“Det havde været mere klædeligt, hvis man fra politisk side havde hørt på dem, der repræsenterer medarbejderne. Det er trods alt de ansatte, som rent faktisk skal arbejde under denne ordning,” siger Mette Høgh, formand i HK Handel.
Hun mener samtidig, at der mangler evidens for, at lydovervågning overhovedet vil have nogen effekt.
“Vi taler jo om en lydløs forbrydelse, som man allerede i dag kan bevise gennem billedovervågning i butikkerne. Derfor er jeg helt uforstående over for, hvilke butikstyverier man vil opklare med lydovervågning”, siger Mette Høgh.
I lovforslaget hedder det, at butikkerne i dag har svært ved at dokumentere, når butikstyve truer butiksansatte, og det vil lydoptagelser angiveligt kunne ændre. Men den præmis køber Malene Matthison-Hansen ikke.
”Konstant lydoptagelse er voldsomt indgribende for alle parter. Hensynet til de ansattes arbejdsforhold bør vægte højere end ønsket om at indføre skjulte optagelser af samtaler med kunderne. Problemet bør kunne løses ved, at medarbejderne kan trykke på en optageknap, hvis der er optræk til en ubehagelig situation med en kunde”, siger hun.

