Regeringen har i dag præsenteret et længe ventet udspil, der skal forbedre vilkårene for danske iværksættere. Det vækker glæde flere steder i erhvervslivet.
Lavere skattetryk, færre uforståelige regler og mere fokus på iværksætteri gennem hele skoletiden. Det er blandt regeringens planer for iværksætteriet i Danmark i fremtiden, og selvom udspillet til iværksætterstrategien har været længe undervejs – vækker den glæde flere steder.
“Det er helt åbenlyst fornuftigt at mindske skattetrykket på danske iværksættere, så de gode idéer kan få de bedste vækstbetingelser. Samtidig er regeringen parat til at være dataleverandør til det private erhvervsliv, hvilket samlet set er væsentlige investeringer i fremtiden, som vi længe har ønsket,” siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Hos Dansk Erhverv har iværksætterchef, Freja Brandhøj, længe kritiseret regeringens fodslæbende arbejde om at få stablet en iværksætterstrategi på benene, men ikke desto mindre er hun positiv overfor det præsenterede.
“Regeringens iværksætterstrategi giver nu vores skønne iværksættere og unicorns kæmpe vinger bagpå – og nu med endnu mere sandsynlighed for, at de vil blive i Danmark, selvom de vokser sig store. Det er virkelig kærkomment, for iværksættere og vækstsættere har efterspurgt at kunne sprede de vinger i Danmark, hvor 9 ud af 13 unicorns har forladt os siden 2020.”
Selvom Dansk Erhverv ikke har fået alle deres ønsker igennem i den nye strategi, er kan der godt blive fundet en flaske eller to frem i organisationen.
“Alt i alt er det værd at lade champagnepropperne springe i dag, for vi har ventet længe – og der er afsat mange midler – så overordnet set er vi meget glade. I dag drikker vi champagne – og i morgen starter vi arbejdet med at få de store linjer til at udmønte sig helt rigtigt helt ud i de små bekendtgørelser og praksisser over de kommende dage, måneder og år,” siger Freja Brandhøj.
SMVdanmark, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder, roser også regeringens udspil. adm. direktør i SMVdanmark Jakob Brandt siger:
”Danmark skal være verdens bedste land for iværksættere, og regeringens udspil til iværksætterstrategi er et vigtigt skridt i den retning. Vi får her helt konkrete forbedringer for de danskere, der har startet egen virksomhed, og alle dem der drømmer om at gøre det. Det er tiltrængt, for antallet af selvstændige har været faldende over de sidste mange år. Den kurve kan vi forhåbentlig nu knække til gavn for os alle sammen,” siger adm. direktør, Jakob Brandt.

