To bliver til én, da samles Shape og Bontouch i dag under navnet Framna. Ambitionen er at blive verdens førende digitale produkt-bureau med fokus på innovation, design, udvikling og skalering af digitale løsninger med særlig fokus på mobile apps.
I midten af 2023 gik de ledende digitale produkt-bureauer Shape og Bontouch sammen med kapitalfonden Waterland. Nu manifesteres sammensmeltningen i et nyt navn; Framna. Nyligt udpeget Group CEO er danske Joacim Jeppesen, der blandt mere kommer med 17 års erfaring som Group Chief Growth Officer hos det digitale bureau Valtech, hvor han bl.a. var ansvarlig for bureauets globale vækst- og ekspansionsstrategi.
Ambitionen i Framna er ifølge Joacim Jeppesen at blive verdens førende digitale produkt-bureau baseret på en styrkeposition i 8-10 europæiske markeder, USA samt andre udvalgte internationale markeder. Det kræver nogle af de bedste kompetencer på holdet, og de i dag over 400 medarbejdere kan over de næste år se frem til at få flere tusinde nye kollegaer.
”Det er både en stor ære og fornøjelse at få lov at stå i spidsen for en så ambitiøs vision med så stærkt hold i ryggen. Shape og Bontouch har hver for sig vist sin styrke og opnået stærke positioner inden for innovation, design, udvikling og skalering af cutting edge digitale produkter af meget høj kvalitet. Begge bureauer har siden 2010 oplevet kontinuerlig vækst, og i det nye Framna sætter vi barren endnu højere. Vores ambition er at vokse til en størrelse, der er mindst fem gange den nuværende,” siger Joacim Jeppesen, der fik posten som Group CEO d. 1. maj i år.
Både Shape og Bontouch har i over to årtier udviklet innovative digitale løsninger med særlig fokus på mobile apps og har derfor også opbygget en stærk relation til både Apple, Google, Amazon og Microsoft. Kunderne tæller bl.a. Postnord og IKEA.
”Flere af Framnas kunder er brands og virksomheder, der blev etableret og voksede sig store i det tyvende århundrede. For at kunne forsvare og udbygge deres position skal de beskytte sig selv mod de mindre digitale spillere, som hurtigt vinder markedsandele med ny innovation og evnen til at tilpasse sig nye, skiftede behov og tendenser. Det hjælper vi dem med, og vi har bl.a. udviklet en model, hvor vi fungerer som en startup-as-a- service for vores kunder,” siger Kristian Duvald Friis, direktør for Framnas danske forretning.