43.000 unge står i dag uden job eller uddannelse, men nu skal et historisk bredt samarbejde hjælpe dem i gang, og det falde ri god jord hos Dansk Industri(DI) og SMVdanmark.
Regeringen har tirsdag inviteret arbejdsgivere, fagbevægelsen, organisationer, virksomheder og unge til Marienborg for at lancere “Ungeløftet”. Dette ambitiøse partnerskab mellem regering, virksomheder, kommuner og civilsamfundet har som mål at få flere unge i arbejde eller uddannelse.
I øjeblikket står 43.000 unge uden job eller uddannelse, men med dette historiske samarbejde skal flere hjælpes til at få fodfæste på arbejdsmarkedet.
“Det er så vigtigt, at vi får hjulpet de unge i arbejde, for det trækker lange spor ind i resten af deres liv og arbejdsliv, hvis ikke de kommer i gang. Det er en opgave, vi skal løse i fællesskab, og virksomhederne er klar. Derfor er Ungeløftet et godt initiativ,” siger Søren Kryhlmand, direktør i DI.
Stor udfordring
Hos SMVdanmark mener man, at især de mindre virksomheder kan være nøglen til at få flere unge i arbejde – og holde dem i arbejde.
“Små virksomheder har både viljen og mulighederne for at gøre en forskel, men de skal have de rette rammer. Det er en fælles opgave, og vi er klar til at tage ansvar,” siger adm. direktør i SMVdanmark, Jakob Brandt.
Han mener, at det er afgørende, at unge tidligt kommer i kontakt med erhvervslivet, så de får bedre forudsætninger for at klare sig på arbejdsmarkedet senere.
“Regeringen og Folketinget har taget vigtige skridt for at skabe rammerne om en løsning. Nu handler det om at udnytte de nye værktøjer, og vi bidrager naturligvis gerne,” siger han.
En analyse fra DI viser, at der derfor er tale om 65.000 unge, når man medregner unge op til 30 år og unge, som har taget en gymnasial uddannelse, men hverken er i job eller uddannelse.
“Vi har også en stor udfordring med unge over 25 år, der desværre ikke kommer videre i arbejdslivet. Dem skal vi også hjælpe i gang igen, for de kan have mindst lige så stort behov for støtte som dem, der er lidt yngre,” siger Søren Kryhlmand.