Sidste år kostede det erhvervslivet 8,1 million i ren administration, at Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede gjorde en enkelt sag færdig og udbetalte 700.000 kr. Det ryster man på hovedet af flere steder i erhvervslivet.
Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede (AFU), blev i sin tid sat i verden bl.a. med det formål at sikre udstationerede medarbejdere, der arbejder i udenlandske virksomheder, i de tilfælde, hvor medarbejderne snydes for der løn eller virksomheden går konkurs.
Men det er en dyr omgang at sikre, at penge udbetales fra AFU til dem, der er kommet i knibe det ene eller andet sted. Således har fonden det seneste år udbetalt i alt 700.000 kroner – men til en samlet omkostning på over otte millioner kroner.
“Det betyder, at man samlet set over de seneste tre år har brugt 27,5 million i ren administration for at kunne udbetale en million til ansatte i udenlandske virksomheder, der har snydt deres medarbejdere for løn. Det tror jeg, at man kan gøre bedre,” siger direktør i Dansk Håndværk Morten Frihagen.
Gør krummer til kage
Også hos SMVdanmark vækker det undren, hvor dyrt det er at drive AFU. Adm. direktør Jakob Brandt, mener at fondens formål grundlæggende er godt, men han er dog stærkt kritisk over for omkostningsniveauet i fonden, der administreres af ATP og ledes af en direktion samt en bestyrelse med 13 medlemmer – med økonom Torben M. Andersen som formand.
“Men det er fuldstændig mangel på respekt for virksomhedernes penge, at ATP skal have 8 mio. kr. for årligt at behandle en håndfuld sager, tage telefonen 120 gange og udbetale 700.000 kr,” skriver han i et opslag på LinkedIn.
Samtidig undrer han sig i opslaget over, at store organisationer som Dansk Industri, Dansk Erhverv og Dansk Arbejdsgiverforening – der alle tre er med i fondens bestyrelse – ikke griber ind.
“ATP siger selv, at det er det rigtige niveau af udgifter, for de har både udgifter til regnskab, revision og kundeservice. Alle virksomhedsejere ved, at hvis man begynder at begrunde udgifter på 8 mio. kr. med bittesmå poster, som udarbejdelse af regnskab, revision og 120 telefonsamtaler – så er det fordi man har en møgsag, hvor man prøver at feje alle krummer på bordet sammen og få det til at ligne en kage,” skriver Jakob Brandt.
Tilbage hos håndværkerne mener Morten Frihagen, at de mange millioner, der er i alt er gået til administrationen af AFU, ville være meget bedre brugt andetsteds, såsom i kampen mod social dumping på det offentliges store byggeprojekter.
“Der er lidt for mange eksempler på, at det er der, det kniber med at holde styr på forholdene. Det vil trods alt være bedre at forebygge end at spilde kræfterne på virksomheder, der for længst er gået konkurs,” siger han.