Autoparts24 udvider nu sit europæiske netværk med en række ophuggere i Holland, der skal være med til at supplere de nuværende europæiske leverandører og imødekomme den stigende efterspørgsel fra Benelux.
Efter flere år med stigende salg og efterspørgsel i Belgien og Holland, har Autoparts24 nu tilføjet en række ophuggere i Holland til det eksisterende europæiske netværk, hvilket skal være med til at sikre, at den positive udvikling i Benelux kan fastholdes.
Og her er udvalg og leveringstider helt afgørende, fortæller Troels Meier, der er direktør i Autoparts24.
“Kvaliteten hos danske og nordiske ophuggere har været helt afgørende for, at salget i Holland og Belgien er steget så markant, men det har samtidig stillet yderligere krav til udvalg og leveringstider, og her kan udvidelsen med hollandske ophuggere være med til at sikre en yderligere positiv vækst,” siger han.
Det er ikke kun markederne i Benelux, der har oplevet en øget aktivitet de seneste år. Det samme sker i Tyskland, hvor der generelt set forventes tocifrede vækstrater i salget af brugte reservedele over de kommende år.
Der står Autoparts24 allerede stærkt i kraft af danske og nordiske ophuggere, men med udvidelsen i Holland vil det fremover være muligt at øge tilstedeværelsen særligt i Syd- og Vesttyskland, lyder vurderingen fra Troels Meier.
“De næste år er der gode muligheder for en positiv udvikling for branchen som helhed, men for at opnå det, er det vigtigt, at der er fokus på kvalitet, leveringstider og tilstedeværelse, og her vil et udvidet netværk af ophuggere være med til at give et positivt løft til det eksisterende netværk,” siger han.

