Aktierne har gennemgået drastiske udsving den seneste uge, som følge af krigen i Ukraine. Oliepriserne er på himmelflugt, og mange virksomheder, der har store forretninger i Rusland og Ukraine, oplever markante kursfald. Men selvom tallene kan se grimme ud i disse dage, mener økonom og tidl. chefanalytiker ved Danske Bank, Lars Christensen, at det bedste man som investor kan gøre, er at slå koldt vand i blodet.
“Man skal lede meget længe for at finde de gode scenarier ved den situation, der udspiller sig i disse dage. Situationen i Ukraine er forfærdelig, og konsekvenser af krigen vil blive meget omfattende, hvem end der står som sejrherre i sidste ende. Både på den korte og den lange bane, så går vi en enormt usikker tid i møde,” siger Lars Christensen, der er international uafhængig økonom, og bl.a. har en fortid som chefredaktør ved Euroinvestor.
Og vi kan allerede nu mærke nogle af konsekvenserne, som følge af krigen i Ukraine. Prisen på hvede stiger markant, og dermed følger en større prisstigning på fødevare, der har kan gøre ondt på pengepungen, ikke bare for den almindelige dansker, men også for de mange virksomheder, der på den ene eller anden måde er afhængige af hvede i produktionen.
Det er dobbelt skidt netop nu, hvor vi i forvejen oplever et inflationsproblem, der kun vil blive forværret af den internationale krise og den lave rente.
Lars Christensen, international uafhængig økonom.
“Det er dobbelt skidt netop nu, hvor vi i forvejen oplever et inflationsproblem, der kun vil blive forværret af den internationale krise og den lave rente. Samtidig ser vi ind i, at en række store danske virksomheder bliver hårdt ramt nu og her, f.eks. Carlsberg og Rockwool, der har en meget stor forretning i Ukraine og Rusland, og det vil investorerne i høj grad kunne mærke her og nu.”
Renten bør hæves
Selvom der er blevet sagt og skrevet meget om den mulige lukning af gassen fra Rusland, og de konsekvenser det potentielt vil kunne have for både danskernes varmeregning og for danske virksomheder, der arbejder med grøn energi, så mener Lars Christensen ikke, at danske virksomheder, der arbejder med grøn energi vil opleve en mærkbar effekt foreløbigt.
“Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at Rusland lukker for gassen til Europa. Det vil være et økonomisk selvmord for dem selv. Man skal huske på, at russerne i det store hele er langt mere afhængige af Europa, end vi er af dem. Ja, det vil gøre ondt på os, hvis de lukkede for gassen, men det ville være en katastrofe for russerne, da sanktionerne jo allerede har næsten umuliggjort andre indtægter fra Europa og Vesten,” siger Lars Christensen.
Samtidig mener han, at man som investor bør afholde sig fra at forsøge at trade sig ud af de nyopståede problemer, men snarere tage et godt kig på, om ens aktieportefølje afspejler ens risiko og risikoprofil. For selvom kurserne er udsat for meget dramatiske udsving her og nu, så bør man ikke tabe det langsigtede fokus for øje.
Der bliver ikke oprettet nye vindmølleparker som direkte følge af denne krise. Det er på den lange bane, at aktier i vindenergi vil give gevinst.
Lars Christensen, international uafhængig økonom.
“Vindenergi kan få et rygstød på grund af dette her, men jeg tror omvendt ikke, det vil ske lige nu og her. Der bliver ikke oprettet nye vindmølleparker som direkte følge af denne krise. Det er på den lange bane, at aktier i vindenergi vil give gevinst, ikke nu og her, når den værste panik har lagt sig. Kurserne på olie og gas kan også sagtens stige tilbage på et normalt niveau igen, når vi er på den anden side af krisen, for det er produkter, Europa er dybt afhængige af.”
Mens Lars Christensen opfordrer til, at man undgår at gå i panik eller trade sig ud af problemer i den nuværende situation, så ser han tværtimod et helt andet problem udvikle sig over det kommende år eller mere.
“Det, jeg er mest bekymret for, er i virkeligheden om renten vil fortsætte med at falde, som den har gjort længe, og i den nuværende situation er jeg sådan set mere bekymret for mit realkreditlån end for mine aktier. For første gang i mere end ti år mener jeg, at renten bør hæves. Vores problem er, at vi har et inflationsproblem, der kun bliver forværret som tiden går, og vi ser ind i et meget 70’er-agtigt scenarie med høj inflation, økonomiske kriser og lav rente. Det kan jeg blive meget bekymret for.”

