Med et nyt lovforslag til en ny bogføringslov, kan danske virksomheder se frem til at blive tvunget til at håndtere og opbevare alle bilag digitalt. For mange mindre danske virksomheder vil dette betyde en både dyrere og mere administrationstung hverdag, mener SMVdanmark.
“I dag er det op til virksomhederne selv at vurdere, hvilken måde de vil bogføre på og vælge den løsning, der er mest tidsbesparende eller billigst i hverdage. Vi frygter i høj grad, at den frihed vil forsvinde med dette lovforslag,” siger Kasper Munk Rasmussen, chefkonsulent i SMVdanmark om lovforslaget, der, hvis vedtaget, skal træde i kraft fra 1. januar 2024 for anpartsselskaber, mens det for personligt ejede virksomheder i udgangspunktet først vil være fra 1. januar 2026.
Virksomhederne skal ifølge dette forslag vælge bogføringsløsninger, der skal registreres i Erhvervsstyrelsen, og i modsætning til i dag skal alle bilag digitaliseres.
For mig at se har det her lovforslag ikke at formål end at kigge de små virksomhederne endnu mere over skulderen, end man kan i dag.
Kasper Munk Rasmussen.
“Det vil ramme mange mindre virksomheder; dem med små omsætninger, som nu skal ud og investere i disse løsning og den infrastruktur, som den nye bogføringslov vil kræve. Det er små virksomheder, der med vilje ikke har digitale løsninger for bilag, da er både for dyrt og tidskrævende for dem.”
Lugter af detailstyring
Tanken bag det nye lovforslag er at lette den administrative byrde for de danske virksomheder, bl.a. ved at det kun er udvalgte regnskabssystemer, der er godkendt til bogføring af myndighederne.
“For mig lugter dette af detailstyring, da rigtig mange af de virksomheder, der i dag ikke har en digital løsning, har en stor frihed i dag i forhold til bogføring i dag, og den vil de miste med dette forslag. Samtidig skal man huske, at mange brancher såsom dyrlægerne i dag har specialløsninger, og det er ikke givet, at disse løsninger vil blive godkendt af Erhvervsstyrelsen,” siger Kasper Munk Rasmussen.
Dermed er det lagt op til, at bogføringen bliver væsentligt dyrere for rigtig mange virksomheder, da de kan blive tvunget til at investere i de af myndighederne godkendte standardløsninger.
“Mange af disse små virksomheder har i dag ikke digitaliseret deres bogføring, da det ikke kan betale sig for dem. Det bliver de nu tvunget ti. Samtidig vil de få en ekstra udgift i form af en fast licens på en løsning, de ikke har behov for, samtidig med at de stadig skal betale deres revisor.”
Nemmere at overvåge virksomhederne
Lovforslaget vil ramme alle personligt ejede virksomheder med en omsætning på over 300.000 kroner, hvilket i praksis betyder næsten alle små danske virksomheder, der drives professionelt.
“Man kan ikke leve af en virksomhed, der tjener under 300.000 kroner om året, og det er at ramme helt skævt at tvinge så små virksomheder til at digitalisere alle bilag. I SMVdanmark mener vi derfor at kravet om digitalisering kun bør gælder virksomheder med en omsætning på minimum 1,5 mio. om året,” siger Kasper Munk Rasmussen.
Han mener samtidig, at politikerne med dette lovforslag sætter en ny kedelig retning for myndighedernes samspil med virksomheder.
“Vi plejer at gå efter, at gøre det lettere for virksomhederne, og det her lovforslag går i dens tik modsatte retning. For mig at se har det her lovforslag ikke at formål end at kigge de små virksomhederne endnu mere over skulderen, end man kan i dag.”

