Vejret og klimaet skifter, og det kan få store konsekvenser for Danmarks landmænd, der vil møde stadigt flere skybrud og mere tørke i fremtiden.
Et skydbrud kan være en særdeles dyr fornøjelse for en landmand, der potentielt kan se sine marker oversvømmet, og sine afgrøder gå tabt. Og med klimaforandringerne i kikkerten, kan landmændene se frem til stadigt mere ekstremt vejr i fremtiden.
Dermed er der behov for bedre forsikringsmuligheder mod det voldsomme vejr. Og grovvareselskabet Danish Agro tilbyder nu i samarbejde med forsikringsselskabet Topdanmark landmænd en afgrødeforsikring, der kan sikre dem økonomisk mod eksempelvis tørke eller skybrud.
”Formålet er at tilbyde et produkt, der giver værdi for landmændene, og som hjælper dem, der har behov for at skabe tryghed og sikring af en stabil indtægt på trods blandt andet vejrmæssige uforudsigeligheder,” siger Henning Fogh, direktør i Danish Agros danske grovvareforretning.
Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut kan landmændene se frem til langt flere dage med varmebølge, ligesom også antallet af skybrud forventes at stige markant. Begge dele kan være særdeles dårligt nyt for agerbrugene.
Afgrødeforsikringen dækker udbyttetab på landmandens afgrøder som følge af bl.a. frost, sne, tø, vand, tørke, storm, og, skybrud.
”Selv den dygtigste landmand kan blive ramt af dårligt vejr som tørke, store mængder regn eller storm, og vi forventer desværre kun, at vi vil se stadigt mere ekstreme vejrforhold i Danmark de kommende årtier. Det kan have alvorlige konsekvenser for afgrødeudbyttet,” siger Monica Diaz, koncerndirektør for Landbrug & Erhverv i Topdanmark.