Rækken af restauranter og hoteller, der må dreje nøglen om eller lukke ned for en ubestemt periode, vokser og vokser. Prisstigningerne truer branchen.
Pizzakæden Gorm’s har valgt at lukke hele tre af sine restauranter, da de ikke længere kunne løbe rundt grundet de voldsomme prisstigninger, der presser snart sagt alle brancher i landet.
Nu har også Marskhotellet i Højer i Sønderjylland lukker ned for vinteren, grunden er også her energiudgifterne.
I det hele taget er restaurationsbranchen hårdt presset af prisstigningerne, der mange steder kolliderer med coronalån, og det kan få store konsekvenser for hele faget.
”Situationen er bekymrende og vanskelig. Vi kommer ud af to år med corona, som heldigvis blev efterfulgt af en sommer, hvor der har været forrygende travlt, men nu får vi så denne her mavepuster. Det gør, at vi desværre også må se ind i konkurser, må vi sande,” sagde Kristian Nørgaard, politisk direktør i HORESTA, i går til TV Syd.
Danskerne har dog fortsat mod på at gå på restaurant og tage på hotel, og i det hele taget være med til at holde hånden under restaurationsbranchen. Denne krise handler først og fremmest om bundlinjen; om man kan tjene nok til at generere et overskud, når de højre priser presser så meget, som de gør.
”Folk går stadig ud og spiser, og der er stadig mange hotelovernatninger, men bundlinjen er presset. Man kan jo ikke blive ved med at drive en virksomhed, der ikke løber rundt. Derfor er der brug for politiske initiativer, der kan understøtte branchen, for de energi- og fødevareudgifter, som vi oplever lige nu, presser branchen rigtig meget,” siger Kristian Nørgaard.