Det er krisetider i hos de danske hoteller og restauranter, hvor ni ud af ti melder, at der er noget eller meget påvirkede af de nuværende udgiftsstigninger.
Overlever din yndlingsrestaurant den nuværende krise?
Og hvad det hotellet rundt om hjørnet, kan de få enderne til at mødes med de nuværende prisstigninger?
Det er spørgsmål, man kan blive nødt til at stille sig i disse tider, hvor regningerne stiger og stiger, og presser indtjeningen og bundlinjen ude i virksomhederne. Ikke mindst hos hoteller og restauranter, der for mange vedkommende også kæmper med et stort efterslæb efter coronaepidemien.
62 % af de danske hoteller svarer ifølge en undersøgelse fra Danmarks Statistik, at de er meget påvirkede af prisstigningerne.
”Virksomhedsejerne kan nærmest kun gisne om, hvad der står på regningerne de kommende måneder og til næste år med de nuværende udsving. Vi har holdt øje med branchens udgifter i årtier, og det er meget små ændringer, som vi har set over tid, når man for eksempel gør energiregningernes andel ud af de samlede udgifter op. Men det billede ændrer sig selv selvfølgelig, når regningen pludselig bliver mangedoblet. Det gør det utroligt svært for virksomhederne at navigere i,” siger HORESTAs cheføkonom, Jonas Kjær.
Han fortæller samtidig. at branchen netop nu har en historisk lav overskudsgrad, hvilket giver et meget lille økonomisk råderum. Der er altså ikke meget at tære på, når elregningen næste gang tager endnu et spring opad.
“Og spørgsmål er så, hvor meget ekstra gæsterne er villige til at betale i en tid med økonomisk usikkerhed,” siger Jonas Kjær.
Værre er det, at højsæsonen nu er overstået, og generelt i branchen er der ikke den store optimisme at spore for de kommende måneder, der traditionelt set byder på færre gæster end i de populære sommermåneder.
Falder omsætningen fra overnatninger eller spisende gæster, så falder indtjeningen i samme ombæring. Både restauratører og hoteller har i det seneste år haft svært ved at finde nye medarbejdere, og selvom tallene er for ansatte er stigende, så er der stadig mange, der kæmper med at skaffe hænder nok.
Det har i mange tilfælde betydet, at der siges nej til ordrer eller gæster, da der ikke er tilstrækkeligt med ansatte til at facilitere efterspørgslen.
Dermed står mange virksomheder med to problemer på hænderne. Priserne presser indtjeningen i bund, mens manglen på arbejdskraft gør, at det kan være svært at imødekomme efterspørgslen. Det er med andre ord ikke uden grund, at branchen oplever pessimisme for fremtiden
”Ingen krise rammer alle ens, og det er heller ikke tilfældet med den nuværende situation, og derfor er historierne fra erhvervet forskellige. Mens nogle begynder at overveje afskedigelser, så viser de nyeste tal også, at der stadig er mange, der siger nej til omsætning på grund af manglende medarbejdere. Og det har også store økonomiske konsekvenser,” siger Jonas Kjær.

