El-biler udgjorde klart størstedelen af solgte nybiler i februar måned, men salget af Teslaer er dog nedadgående. Det kan bunde i et imageproblem, mener adm. direktør i AutoBranchen Danmark.
Flere og flere dansker vælger at køre på el, når de skal være deres næste bil – både når de køber brugt og nyt. Salget af elbiler er således steget med 17 procent siden samme tidspunkt sidste år, viser nye tal fra bilstatistik.dk.
Elbiler tegnede sig for 66 procent af det samlede bilsalg og 80 procent af nybilsalget til private. Hvor Tesla sidste år var danskernes foretrukne valg, er det nu oftest en Volkswagen, der ruller ud fra forhandlerne. Tesla er i dag faldet til en tiendeplads over de mest solgte bilmærker i Danmark.
En mulig forklaring på tilbagegangen kan være, at Teslas CEO, Elon Musk, har engageret sig i amerikansk politik, hvor hans udtalelser og handlinger har skabt stor debat, mener Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.
”Det kan godt være, Tesla har manglet nye modeller, men de har også sænket priserne siden februar 2024. Det bliver tydeligere og tydeligere, at de har fået et stort image-problem. Og det er også, hvad vi hører fra vores forhandlere,” siger hun.
Brugtimporten steg markant i februar og lå 70 procent over niveauet fra samme måned sidste år. I alt blev 6.817 brugte biler importeret til Danmark.
Volkswagen topper listen med 25 procent af den samlede import, mens Mercedes indtager andenpladsen med 10 procent – et markant spring ned.
Også her er Tesla raslet ned til en syvendeplads og har oplevet et fald på 50 procent sammenlignet med året før.