I store dele af landet står flere lokaler tomme, men i Region Sjælland er der flere steder mangel på lager- og logistiklokaler. Det viser data fra Ejendomstorvet.dk. To erhvervsmæglere forventer, at antallet af ledige lokaler kan falde næste år.
Rundt omkring i landet er antallet af lagerbygninger, logistikejendomme og produktionshaller, der står tomme og ledige, på tværs af næsten alle regioner. Men ifølge nye tal fra Ejendomstorvet.dk, Danmarks største portal for erhvervslokaler, ser situationen anderledes ud på Sjælland.
Her er der tværtimod en stigende mangel på lokaler til logistik og industri, og det skyldes ikke mindst Novo Nordisks store tilstedeværelse i og omkring Kalundborg.
“I midten af 2022 kunne vi på landsplan registrere det laveste udbud af ledige lokaler til lager og produktion i de over 20 år, vi har data for. Men siden er der blevet bygget meget nyt – og tilsyneladende mere, end virksomhederne har kunnet bruge. Derfor er udbuddet steget ni kvartaler i træk og ligger i øjeblikket på det højeste niveau i syv år,” siger Jakob Wegener, adm. direktør for Ejendomstorvet.dk.
Han fortæller videre, at udbuddet gennem flere år har været rimelig konstant, men at udbuddet i Vest- og Sydsjælland målt i procent af de samlede lokaler, nu noget under tallene for hele landet.
Mellem
Lige nu har Ejendomstorvet.dk 11.100 erhvervslejemål og ejendomme til leje i hele landet, heraf lidt over 1.500 til lager, logistik og produktion. I Vest- og Sydsjælland er der 129 ledige, i Østsjælland 67, og på Lolland-Falster kun 15, hvor Femern-projektet har opkøbt næsten alt, der var tilgængeligt.
Spørger man Henrik Nikolajsen, partner og administrerende direktør for Nordicals Sjælland, er det især Novo Nordisk store tilstedeværelse ved Kalundborg, der sætter udbuddet under pres.
“Med de milliardstore byggeplaner har entreprenører og leverandører brug for plads. Byen har også en del boligbyggeri, og med anlægget af de sidste etaper af Kalundborg-motorvejen har forskellige leverandører brug for kvadratmeter i området,” siger han.
Hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Sjælland bekræfter man den høje efterspørgsel på lagerlokaler. Ifølge regionsdirektør, John Borrisholt, bliver det meste hurtigt udlejet, men ældre ejendomme og større lejemål langt fra motorvejene kan være sværere at få afsat.
Her kan opdeling i mindre enheder være en løsning. De to erhvervsmæglere forventer, at udbuddet af ledige lagerlokaler forbliver stabilt eller måske falder i 2025, også i Østsjælland, hvor udenlandske investorer har bygget nyt uden forhåndslejere, blandt andet i Greve.
”Jeg ser ingen dramatik for mig det næste års tid. De nye byggerier i Østsjælland vil formentlig nyde godt af, at adskillige erhvervsområder tættere på København er under pres. Der kommer mere boligbyggeri langs Ring 3, f.eks. i kommuner som Brøndby, Herlev og Gladsaxe. Det presser lokale virksomheder ud, og nogle af dem vil nok søge mod Sydkysten,” siger han.
Ifølge Henrik Nikolajsen vil de tomme lokaler på det østlige Sjælland stille og roligt vil blive fyldt op, fordi de er indrettet meget moderne og effektivt og ligger nogenlunde tæt på København.
“I Nordvestsjælland rækker projekterne hos Novo Nordisk seks-otte år frem i tiden, og det vil være med til at stimulere efterspørgslen på lagerareal,” siger han.