Konferencen Energiforum stiller skarpt på, hvordan Danmark kan vise vej til nulemissions-byggeri. Byggebranchen står foran en tretrinsraket af udfordringer, mener flere aktører.
Om bare 25 år skal ingen byggerier bidrage til den globale opvarmning ved at udlede CO2. Så konkret er målsætningen fra EUs side, og det giver den danske byggebranche en særdeles stor udfordring at give sig i kast med.
Spørger man Niels Boel, afdelingsdirektør for byggeri i Force Technology, er der ser store udfordringer for byggebranchen i bestræbelserne på at realisere nulemissionsbyggeri.
Ifølge ham bliver opgaven markant sværere, fordi branchens vigtigste regulativer er under forandring. Både energieffektiviseringsdirektivet og det fælleseuropæiske direktiv om bygningers energimæssige ydeevne er i gang med at blive fortolket og implementeret, samtidig med at det danske bygningsreglement er på vej mod en helhedsorienteret model. Disse skift skaber øget kompleksitet for aktørerne i branchen.
”Byggebranchen kæmper i forvejen med at nedbringe energiforbruget og bygge sunde og holdbare bygninger – og derfor er det paradoksalt, at alle regler nu bliver kastet op i luften på samme tid. På den måde står branchen foran sin største prøvelse nogensinde, for har aktørerne ikke fuldstændig styr på reglerne fremadrettet, kan de komme til at sætte deres kunder og samarbejdspartnere i svære situationer,” siger han.
Videre fortæller han, at han selv lige har rådgivet en bygherre imod at vælge en bestemt CTS-løsning, fordi den efter sandsynligvis kommer til at være ulovlig ifølge de regler, der er på vej.
Ser vi udover Danmarks grænser, så er den grønne omstilling blevet yderligere besværliggjort af, at den nye amerikanske præsident, Donald Trump, har trukket USA ud af Parisaftalen, hvor det internationale samfund ellers sammen forpligter sig til at begrænse udledningen af CO2. Men ifølge Energiforum Danmarks direktør, Dorte Nørregaard Larsen, kan det internationale situation vise sig at være en fordel for danske virksomheder.
”Vi kunne selvfølgelig godt have ønsket os et andet signal fra den amerikanske præsident, som på utrolig vis helt undlod at nævnte klimaet i sin indsættelsestale. Det ændrer dog ikke på, at Danmark har alle muligheder for at forblive et forbillede og foregangsland, hvad angår klimavenligt byggeri,” siger hun.
Samtidig slår hun fast, at vi som samfund aldrig har haft et større incitament til at gøre os uafhængig af russisk olie og gas.