Der er kommet tre uger mere på den gennemsnitlige mandlige leders barselsorlov, viser nye tal fra Beskæftigelsesministeriet.
For halvandets års tid siden blev de danske barselsregler ændret, blandt andet med det formål at få flere fædre til at tage en længere barsel – end de traditionelt set har gjort.
Meget tyder på, at regelændringen har haft en god effekt, for ifølge tal fra Beskæftigelsesministeriet tager eksempelvis den gennemsnitlige mandlige leder i dag ti ugers ferie – hvilket er 3,3 uger mere, end de gjorde, inden reglerne blev lavet om.
“Alle vinder på, at de mandlige ledere tager længere barsel. Det styrker relationen til børnene. Det viser vejen for de øvrige mandlige ansatte. Og så kan det have positiv betydning for kvinders løn- og karriereudvikling,” siger ligestillingspolitisk chefkonsulent i Lederne, Nanna Simone Jensen til mediet.
Hun mener samtidig, at lovændringen har medført en kulturændring, der har gjort det mere legitimt for mænd – og ikke mindst mandlige ledere – at tage mere barsel, end mænd hidtil har gjort.
Samtidig mener hun, at det kan være sundt for netop ledere at tage sig en god lang barselsorlov, og at der som følge heraf kan være rigtig god læring af hente, når det kommer til uddelegering af opgaver til kolleger og underordnede.
“Som leder er det ikke altid helt nemt at give ansvaret fra sig, fordi ansvar i høj grad hører med til lederrollen. Men når du skal på barsel, er der ingen vej udenom. Så det kan være en god anledning til at øve sig i at lægge opgaver og ansvar i hænderne på andre,” siger hun.