Fire ud af ti danskere svarer i en ny undersøgelse, at de regner med at reducere deres forbrug af luksusvare over de kommende seks måneder.
“Flere og flere forbrugere forventer at reducere deres forbrug af produkter, som ikke er strengt nødvendige på grund af inflation, men til gengæld er forbrugerne indstillet på at øge deres forbrug af dagligvarer, ligesom flere kommer til at spise hjemme fremfor at gå ud at spise. Derudover viser analysen, at virksomhedernes forsyningsproblemer med lange leveringstider og utilgængelige produkter i højere grad får forbrugerne til at tilvælge lokale produkter.”
Sådan siger Henrik Trangeled Kristensen, partner og detailhandelsekspert i PwC, og refererer til den nye Global Consumer Insights Pulse Survey, med svar fra mere end 9.000 forbrugere.
Samtidig giver otte ud af ti udtryk for, at de er villige til at betale mere for det samme produkt, hvis det er produceret lokalt eller indenlandsk. For mange danske forbrugeres vedkommende er dette, som følge af de markante prisstigninger, markedet har set især siden Ruslands invasion af Ukraine, allerede en realitet.
ESG giver forbrugerne tillid
“Som følge af COVID-19-pandemien har forbrugerne ændret købsvaner og forbrugeradfærd. Analysen peger på, at forbrugerne vil bibeholde de nye vaner og shoppe mere online, lave oftere mad selv og blive ved med at dyrke fritidssaktiviteter derhjemme. Omvendt vil knap hver fjerde benytte sig mindre af de fysiske butikker,” siger Henrik Trangeled Kristensen.
Analysen viser samtidig, at virksomheders arbejde med ESG er med til at påvirke, hvorvidt forbrugeren har tillid til brandet, vil anbefale det til andre, og om forbrugeren vælger at købe produktet eller ej. 40 % angiver, at virksomhedernes fokus på sociale forhold er med til at påvirke, hvorvidt forbrugeren ender med at købe produktet eller ej, mens hver anden finder det vigtigt i forhold til at have tillid til brandet og i forhold til at anbefale det til andre.
“Analysen understreger, hvor vigtigt det er for virksomhederne at arbejde med ESG og vise omverdenen, hvad man gør på de forskellige områder. Forbrugerne har det med i deres beslutninger, både når de skal købe et produkt, men også om de vil anbefale virksomheden og dens produkter til andre,” afslutter Henrik Trangeled Kristensen.

