En stor ny undersøgelse fra IBM om generativ AI blandt 3.000 CEO’s verden over viser, at størstedelen af virksomhedsledere oplever kulturelle og ledelsesmæssige udfordringer med deres medarbejdere i kølvandet på udrulningen af AI. IBM-chef kommer med klar opfordring.
Der er store muligheder forbundet med generativ AI, og for mange virksomheder er dette et område, der på mange måder er interessant at kigge ind i.
Men ifølge en ny undersøgelse fra IBM, kan der være betydelige ledelsesmæssige udfordringer ved brugen af den nye teknologi. Undersøgelsen viser, at 64 procent af de adspurgte ledere mener, at medarbejdernes accept og tilpasning er vigtigere for succes end selve teknologien.
Samtidig indrømmer 61 procent af lederne, at de presser deres organisationer til at adoptere generativ AI hurtigere end, hvad en del af virksomhedens medarbejdere er komfortable med.
“Der er en utrolig begejstring for generativ AI, og CEO’s verden over ønsker at skabe reel forretningsværdi med teknologien. Dog vil implementeringen være langsom uden de rette mennesker og en understøttende kultur. Når virksomheder integrerer generativ AI i deres strategi, er det afgørende, at ledelsen udvikler en kultur, der fremmer adoption og leder medarbejderne gennem forandringerne,” siger Matt Candy, Global Managing Partner hos IBM Consulting.
Selvom 63 procent af ledere globalt mener, at deres ansatte besidder de nødvendige kompetencer til at anvende generativ AI, angiver en lignende andel (64 procent), at teknologien udvikler sig hurtigere, end medarbejderne kan følge med.
Desuden har 56 procent af de adspurgte CEO’s endnu ikke undersøgt, hvilken indvirkning generativ AI kan have på deres medarbejdere. Trods dette er 51 procent i gang med at ansætte til nye AI-relaterede roller, der ikke eksisterede sidste år, og 47 procent forventer at reducere eller omplacere deres arbejdsstyrke inden for de næste 12 måneder.