En af Københavns mest kendte burgerkæder, Gasoline Grill, er blevet hentet til Parken, og kædens burgere vil fremover blive solgt til FC Københavns hjemmekampe.
”Ambitionen hos os er, at vores gæster skal have en fantastisk oplevelse herinde, og nu via partnerskabet med Gasoline Grill kan vi byde på det, som vi selv betragter som verdens bedste stadionburger,” siger Jacob Lauesen som direktør i PARKEN Sport & Entertainment A/S.
Burgerkæden har i de seneste år vokset sig store i København med en række restauranter rundt omkring i København, og nu rykker de også ind i Nationalarenaen.
“Vi er i gang med at lave en mindre revolution af oplevelsen af at komme i Parken, og madoplevelsen er en af nøglerne. Den skal matche København som by, og partnerskabet med Gasoline Grill passer perfekt i den strategi, vi har på vej, og det er en ny måde at skabe madoplevelsen på,” siger Jacob Lauesen.
Et stort skifte
”Det er stort for os, at vi fremover bliver en del af Parken og de oplevelser, så mange har her hvert eneste år,” siger Klaus Wittrup, direktør i Gasoline Grill.
Gasoline Grill ser også frem til at komme i gang med partnerskabet, der også betyder, at der åbner en restaurant på hjørnet af P.H. Lings Alle og Øster Alle ud mod Fælledparken i løbet af efteråret.
“Unikke locations er afgørende for os, og vi er overbeviste om, at matchet er godt mellem to københavnske institutioner.”

