Der bliver hevet stadigt mere genbrugstøj ned fra bøjlerne på loppemarkeder og sociale mediers markedspladser. Det viser en ny rapport fra den europæiske online C2C-markedsplads, Vinted.
Èt af tidens helt store temaer er bæredygtighed og genbrug, og dette fylder generelt mere og mere for både forbrugere og producenter af alt fra tøj til transportmidler.
Ifølge en ny rapport Vinted, en markedsplads for køb og salg af secondhand og livsstilsvarer, køber stadigt flere og flere forbrugere genbrug, når der skal nyt tøj i klædeskabet.
“Vores impact-rapport viser sort på hvidt, at genbrug er ved at blive europæernes foretrukne valg. Det ser vi allerede hos vores medlemmer, og det motiverer os til fortsat at gøre ‘preloved’ tøj let tilgængeligt for alle,” siger Thomas Plantenga, CEO for Vinted Group.
Rapporten viser, at 65 procent af alle de i rapporten adspurgte forbrugere, vurderer, at en fjerdedel af deres garderobe i dag består af genbrugstøj. Rapporten bygger på indsigter fra over 100.000 Vinted-medlemmer og kombinerer en uafhængig analyse fra klimatech start-up’en Vaayu med Vinteds egne data.
Thomas Plantenga mener dog, at det øgede fokus på genbrug stadig mangler at slå igennem for alvor på modemarkedet.
“Derfor er der meget arbejde og potentiale foran os. Og det glæder vi os til at tage fat på. Vi ser frem til yderligere at styrke vores mission om at gøre secondhand til forbrugernes førstevalg.”