Andreas Morthorst tiltræder 1. januar 2026 som CFO i Egmont. Han kommer med finansiel og forretningsstrategisk erfaring fra en række større virksomheder og skal bidrage til Egmonts fortsatte udvikling som Nordens største mediekoncern.
Mediekoncernen Egmont har valgt 45-årige Andreas Morthorst som ny CFO. Han har siden 2022 været CFO i Ellab og har tidligere været CFO i Tivoli. Derudover har han erfaring fra Scandinavian Tobacco Group og PwC og er uddannet statsautoriseret revisor.
”Egmont er en mediekoncern i 30 lande inden for tv, film, computerspil, blade, bøger og digitale agencies, hvor vi når millioner af kunder hver dag med journalistik, nyheder og underholdning gennem vores mange medieselskaber. Med Andreas Morthorsts resultater inden for finansiel ledelse, forretningsudvikling og transformation er han en stærk tilføjelse til ledelsesholdet i Egmont, og jeg ser frem til samarbejdet,” siger Egmonts koncernchef Steffen Kragh.
”Jeg glæder mig til at blive en del af Nordens største mediekoncern og fortsætte den strategiske transformation, Egmont har gennemgået det seneste årti med at udbygge sine medier og platforme. Samtidig er det inspirerende, at Egmont har et dobbelt formål med at fortælle vigtige historier og samtidig hjælpe børn og unge i svære livsvilkår. Jeg ser frem til at bidrage til Egmonts videre udvikling og samarbejdet med mine mange nye kollegaer,” siger Egmonts kommende CFO Andreas Morthorst.
Andreas Morthorst tiltræder 1. januar 2026. Han afløser Hans J. Carstensen, som efter mere end 20 år i Egmonts ledelse har ønsket at overdrage stafetten for at starte et nyt kapitel i livet.