Stadigt flere kvinder finder vej til ejendomsbranchen, hvor der især blandt de yngre generationer kommer en langt mere lige kønsfordeling. Meget positivt, mener branchen selv.
Der kommer et stadigt større fokus på kønsfordeling og diversitet i disse år, og det presser mange brancher, der hidtil har haltet bagud på netop disse området.
I ejendomsbranchen ser det dog ud til, at man har fået godt styr på denne udfordring. I en ny analyse fra brancheorganisation, EjendomDanmark, kan man læse, at selvom kvinder i dag kun udgør 38 procent af de beskæftigede i branchen, er andelen steget siden 2011, og det er skridt i den rigtige retning, lyder det fra EjendomDanmarks adm. direktør Peter Stenholm.
“Det er en god nyhed, at flere kvinder vælger ejendomsbranchen til. Det er vigtigt, at vi hele tiden bevæger os i retning mod en mere ligestillet branche, hvor der er plads til alle. For at branchen kan opnå sit fulde potentiale, er vi nødt til at være flere om det. Der er dog mulighed for at tiltrække flere, og netop derfor er det helt centralt, at vi anerkender og støtter ligestillingen for kvinder og mænd,” siger han.
I analysen kan man også læse, at det især er blandt de yngre generationer, at mange kvinder har fundet vej til branchen. For de helt unge under 30 år er der en ligelig fordeling mellem mænd og kvinder.
”Når de unge har fanget den, så er der håb for os alle. Hvis den tendens, vi ser hos den aldersgruppe fortsætter, er diversitetsudviklingen på vej i den rigtige retning. Hvis ungdommen er fremtiden, så er den jo lys set i lyset af dette,” siger Peter Stenholm.
I 2021 var 26 procent af branchens bestyrelsesmedlemmer kvinder, og hertil var 18 procent af direktørerne kvinder.

