I et år præget af geopolitisk uro og svingende materiale- og fragtpriser har de tekniske erhverv i Danmark formået at klare sig bemærkelsesværdigt godt.
2023 var et år, der bød på en udfordring eller to for det danske erhvervsliv. Efter coronaens nedlukinger var landet åbnet op igen, men de usikre tider holdt ved, og disse skyldtes ikke mindst en usikker geopolitisk situation, samt volatile priser på bl.a. fragt og materialer.
Ikke desto mindre var det overordnet set et godt år af slagsen for det tekniske erhvervsliv i Danmark, det viser en ny analyse foretaget af TEKNIQ Arbejdsgiverne. Indtjeningen pr. medarbejder steg fra 2022 til 2023, og soliditetsgraden er forbedret, hvilket understreger branchens robusthed i en usikker tid, mener underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, Maria Schougaard Berntsen.
“Vi anbefaler vores medlemmer at øge deres fokus på robusthed. Fordi økonomien og erhvervslivet oftere bliver ramt af kriser og udsving, som er svære at forudse, er det nemlig vigtigt at have et stabilt grundlag for forretningen. Derfor er vi også glade for at se, at soliditetsgraden generelt er blevet løftet i 2023.”
Især de små virksomheder med under ti ansatte har klaret sig godt, og deres gennemsnitlige indtjening pr. medarbejder er steget markant fra 2022 til 2023.
“De små virksomheder har været gode til at udnytte de muligheder, der har været i markedet, og til at levere kvalitet og service til deres kunder,” Maria Schougaard Berntsen.
At hovedparten af virksomhederne er kommet styrket ud af 2023, bevirker også, at at branchen står stærkt i forhold til investeringer i eks. grøn omstilling og nye teknologier, der kan være med til at drive virksomheden fremad.
“Hvis du vil være konkurrencedygtig i dag, er du nødt til at arbejde ambitiøst med at gøre driften mere bæredygtig – og ikke mindst dokumentere det. Hvad enten det handler om grøn kørsel eller affaldshåndtering, så kræver det ressourcer at implementere. Derfor er det positivt, at virksomhederne står stærkt,” siger Maria Schougaard Berntsen.